Bøger,  Grønland

(Sen)sommerlæsning – lad ordene føre dig til Grønland

Jeg har valgt overskriften sensommerlæsning, for selvom vejret ikke viser sig fra sin mest sommerlige side (ihvertfald ikke her i København i skrivende stund), så viser kalenderen jo at sommeren ikke er helt slut endnu. Og er der noget bedre end at alliere sig med en bogstak, en kop (eller måske et glas) passende drikkelse og lade sig glide ned i en liggestol, vuggende hængekøje eller, hvis nu vejret er helt umuligt, en blød lænestol – og dernæst lade ordene udføre deres magi?! Ikke hvis du spørger mig!

I lyset af det store litteratur- og bogmenneske jeg er, så er det mere end på høje tide at få kastet lidt lys på det særlige, det skrevne ord kan – som det skal handle om her. Coronalockdown fik i den grad gjort indhug i læsestakken her, og jeg fik læst en masse titler, som jeg længe har haft et godt øje til inkl. de tre bøger, som det skal handle om her.

Jeg ynder at rejse til såvel mine favoritsteder, som steder jeg drømmer om at komme til, både via film og bøger. Den forvandling der opstår, når billederne eller ordene fører mig med, historien griber mig, og får mig til at føle, jeg er der selv. Litteraturens styrke er, at den ikke kun kan male de ydre landskaber frem, men også de indre. Betragtninger, tanker, følelser. Det er lidt en kliché, men bøger kan lære os, hvordan livet leves, føles og mærkes for nogen med en helt anden historie, livsvilkår og skæbne – et helt andet sted, end os selv – kort sagt får man som læser lov til at leve “mange liv i ét.” Det skal nu handle om en lille stak bøger, hvor ordene fører dig til Grønland.


Homo sapienne af Niviaq Korneliussen / milik publishing. Forside: Jørgen Chemnitz / Ivalu Risager. 

HOMO sapienne af Niviaq Korneliussen

Som nævnt, så har jeg suset igennem en del bøger de sidste måneder og HOMO sapienne er en af dem. Endelig fik jeg læst den færdig. Endelig siger jeg, for jeg har en tilståelse: jeg er startet på denne bog flere gange, og har lånt den endnu flere igennem årene, siden den udkom i 2014. Jeg havde den også med hjemme, da jeg arbejdede i Nuuk i 2018. Jeg har tit gang i 4-5 bøger på samme tid, og pludselig skal de afleveres, tiden går, livet sker. Det sker for mange bøger, at jeg når halvt igennem dem flere gange, inden jeg når til sidste side, og det har sjældent noget med bogens kvalitet at gøre. Faktisk ender det tit med, at jeg sidder, som jeg gjorde her og tænker: Wow, sikke en læseoplevelse! Hvorfor fik jeg ikke læst den færdig noget før?

HOMO sapienne (en klar reference til det latinske ord for mennesker homo sapiens, og til bogens temaer i titlens versaler og feminine form) slog benene væk under såvel læsere som anmeldere, da den udkom i 2014. I historisk kontekst er skriftkulturen forholdvis ny i Grønland og sammen med det lille sprogområde, er det ikke ligefrem et land, der vælter sig i litterære stjerner. Og de markante litterære stemmer har nogle år på bagen – som fx. den største grønlandske forfatter Ole Brandt, der kun kan læses på grønlandsk og Hans Lynge (som jeg kommer tilbage til.) Så det vakte opsigt, da Niviaq Korneliussen brød igennem. Ikke kun fordi hun med sine 24 år var en ung ny forfatter, hun havde også skrevet bogen først på grønlandsk, og dernæst selv oversat den til dansk. En samtidsroman i et eksplosivt sprog, i en utæmmet form og med et modigt indhold, også i grønlandsk kontekst, idet bogens fem hovedpersoner er hhv. homo- og biseksuelle og en transkønnet. Den lægger sig på mange måder op ad den klassiske ungdomsroman eller coming-of-age fortælling, om at finde sig selv og sit ståsted i verden. Men udover hovedpersonernes baksen med at falde til rette i deres seksuelle orientering og kønsidentitet er det ligeså meget en roman om venskabers anatomi, familierelationer og kærlighedens forførende kraft. Denne bog skal bare læses og mærkes, – og have lov til at forføre sin læser ord for ord!

Det er første gang en grønlandsk roman har nydt så stor international opmærksomhed og den blev blandt flere priser også nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2015, året efter den udkom. Da jeg var i Nuuk i 2018 var bogen på vej ud på det engelsksprogede marked, herunder England og USA, og det franske magasin Marie Clarie var på besøg i byen, da bogen også var på vej ud i Frankrig. Det kom der en ret fin billedserie og nærmest poetisk artikel ud af, som mimer lidt af bogens ånd. (Og tak til Google Translate, da jeg ikke læser fransk ; ).

Videre læsning: Om mindre end en måned, helt præcist 21. august, udkommer Niviaq Korneliussen med sin næste roman “Blomsterdalen”. Jeg kan næsten ikke vente!

1Minik_Rosing


Rejsen til tidernes morgen af Minik Rosing / Gyldendal. Forside: Les Kaner / Morten Gorm.

Rejsen til tidernes morgen af Minik Rosing

Jeg fik for alvor vakt min interesse for denne bog, da jeg var til foredrag med Minik Rosing på “Arktisk Festival” på Nordatlantens Brygge i efteråret 2019, hvor han levende og engageret fortalte mange sjove anekdoter fra sit liv krydret med skønne fotos. De går igen i denne bog, hvor han formidler med tyngden af stor viden, en imponerende hukommelse, og en fortællende lethed fyldt med humor, og ikke mindst med en stor kærlighed til både Grønland og Danmark, som har formet ham gennem livet. 

Jeg er svært begejstret for denne bog, det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg læste den som e-bog, lånt på eReolen her under lockdown. Og nu har jeg så også købt den fysiske bog selv, for den skal altså læses igen. Der er bare så mange detaljer i den, skønne scener og så er den også fyldt med flotte fotos. Her er faktisk mange fortællinger i én: både Miniks personlige og meget spændende familiehistorie, som samtidig er med til at tegne et billede af udviklingen i Grønland, tidsbilleder af både Danmark og Grønland, den grønlandske natur, jordens opståen og den særlige rolle Grønland har spillet i forskningen heri. Minik Rosings mor er dansk, hans far grønlandsk, så der fortælles ofte fra det særlige ståsted og med det nuancerede blik, når man som Minik, har DNA i blodet fra begge lande. 

Fortællingen starter helt tilbage, da hans forældre mødtes, og kommer løbende langt tilbage og godt rundt om den store, spændende og blandede slægt, Minik kommer ud af. Hans opvækst starter i Itinnera, en bygd inde i en afsides fjord otte timers sejlads fra Nuuk, som udover Miniks familie, kun husede to rensdyrvogtere, en medhjælper og hushjælp. Så det er klart noget af en omvæltning, da familien flytter til Danmark, da Miniks storebror skal starte i skole. Jeg grinte virkelig af scenen, da Minik første gang er på Nørreport og undrende observerer de mange fugle – det lækreste vildt, som alle mennesker bare går lige forbi.

I Minik Rosing skolegang i Humlebæk er der ikke umiddelbart noget der tyder på, at han skal ende med at være den verdensberømte geolog og professor, han er i dag, for sine opdagelser og forskning i Grønland i livets opståen og udvikling. Nogle af verdens ældste bjergarter findes nemlig i Grønland. Skoletrætheden aflæses tydeligt i de beskeder der kommer hjem med i meddelelsesbogen, som: “I forhold til de andre børn, når Minik forbavsende lidt.” Han vil hellere være ude i naturen eller ligge under sin fars tegnebord og fantasere, og da Minik heller ikke får mange flidsstjerner med hjem i bogen tegner hans far små isbjørne og andre grønlandske dyr, han kan sætte ind i stedet.

Bogen er bare fyldt med masser af den slags detaljerede, skønne, sjove, tankevækkende scener og beskrivelser. Her er masser af dramatiske scener fra ture ud i naturen i Grønland (hvor også en Kronpris er med), og ikke mindst, så får man næsten en miniuddannelse i geologi (godt der er en ordliste bagerst i bogen). Det er en bog, hvor man både føler, man er blevet en hel del klogere på mange ting efter endt læsning – samtidig med at man har været særdeles godt underholdt!

Videre læsning: Bogen skal læses igen. Og så skal jeg lytte til den podcastserie, som blev produceret i forbindelse med at Minik Rosing fik Rosenkjærprisen i 2013.


Den usynliges vilje af Hans Lynge / Forlaget Gladiator. Forside: Thomas Joakim Winther. 
Hans Lynge: En grønlandsk kulturpioner / Rhodos. Redigeret af Bodil Kaalund, Einar Lund Jensen, Inge Lynge & Robert Petersen. Forside: Hans Lynge / grafisk tilrettelæggelse: Ruben Blædel.

Den usynliges vilje af Hans Lynge

Jeg har haft kig på denne bog, lige siden 2018, hvor den udkom i en nyoversættelse i forlaget Gladiators sandalserie. Ikke mindst fordi jeg jo selv befandt mig i Grønland der. Og da bogen beskrives som “et hovedværk i den grønlandske litteratur.” Den har kort sagt ligget på min to-read liste i et par år. Den fik så lige skubbet sig øverst op i bunken, da jeg i april så første afsnit af Det Grønlandske Hus bog-video serie, hvor den grønlandske kunstner Jessie Kleemann læser højt fra 10 grønlandske litterære værker og introducerer forfatteren, og hvor Hans Lynge og Den usynliges vilje var den første i serien. En serie som jeg varmt kan anbefale! 

Jeg fik fat i bogen, så snart bibliotekerne åbnede igen, og da jeg så endelig, for blot et par uger siden, lå med fødderne oppe og solen i nakken strøg jeg igennem de knap et par hundrede sider på få timer. Fanget af det ligefremme og til tider poetiske sprog, beskrivelser af de ydre, men allermest indre landskaber hos karaktererne. Der er meget på spil her. Indrømmet så skal jeg nogle gange lige tage tilløb, når det gælder læsning af klassikere. Denne bog er fra 1938. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor moderne sproget virkede på mig. Kort beskrevet handler bogen om en familietragedie og æresdrab. To brødre opdager at den mand, de tror er deres far, i virkelighedens er deres fars morder og de skal nu ifølge samfundets normer hævne deres far ved at dræbe ham. Helt så ligetil er det selvfølgelig ikke, viser det sig. For han har opdraget dem med kærlighed, som var de hans egne, og deres biologiske far slog også moren. Og hvad skal der nu ske med hende. Trods tvivl gennemfører de foretagendet, og det bliver ikke uden konsekvenser for dem begge. 

Efter læsning af romanen hjælpes man som læser godt på vej til at forstå den tidsånd, den er skrevet i, nærmere analyse samt grønlandsk litteratur i de to gode efterord skrevet af såvel Kirsten Thisted, Lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionalle Studier, med fokus på postkoloniale relationer mellem Grønland og Skandinavien og Hans Otto Jørgensen, stifter af Forlaget Gladiator. Hans Lynge er en central skikkelse i den Grønlandske historie. Mest kendt for sit store kunstneriske virke, og bogen er også flot illustreret med stregtegninger af ham selv. “Den usynliges vilje” var den eneste roman, Hans Lynge skrev. 

Videre læsning: I 2011 udkom “Hans Lynge – en grønlandsk kulturpioner”. En tyk flot coffee-table bog, fyldt med eksempler på Hans Lynges kunst og artikler, der belyser det alsidige menneske fra de mange vinkler. Her er også et godt afsnit om “Den usynliges vilje.” Jeg var så heldig at finde bogen på Den Blå Avis, i god stand som ny. Her er til mange gode læsetimer i fordybelse. Ikke kun til at blive klog på Hans Lynge, men også den tid han levede i. For som der står i redaktionens forord i bogen: “… bogen skal også afspejle et samfund, der i Hans Lynges levetid udviklede sig med stor hast. Hans Lynge havde en vigtig rolle i denne udvikling som forgangsmand for nye tanker, både i ord og billeder.”


Besøg hos Havets Moder & Sassuma Arnaanut pulaarneq af af Mâliâraq Vebæk og Aka Høegh / milik publishing. Bestiarium Groenlandica / milik publishing redigeret af Maria Bach Kreutzmann. Forside: Maja-Lisa Kehlet / Ivalu Risager. 

Jeg vil lige slutte af med et sneak-peak på, hvad der ligger øverst i min grønlandske læsebunke lige nu. At den grønlandske kultur er fyldt med sagn og mytevæsener er nok almen kendt for de fleste, også uden den store viden om Grønland. Men præcist hvor omfattende overraskede også Maria Bach Kreutzmann, da hun gik igang med bogen “Bestiarium Groenlandica”. En af figurerne i bogen er Sassuma Arnaa – på dansk Havets Moder. Sagnet om hende, kendte jeg godt inden jeg drog til Nuuk, da den grønlandske inuitkultur var på skemaet i religion, dengang jeg læste HF. Jeg har tidligere skrevet om bogen Bestiarium Groenlandica, som er en fantastisk bog bare at bladre og pluklæse i. Fyldt med flotte vilde billeder og masser af viden. Den kan jeg hive frem igen og igen.

Sammen med den har jeg netop grebet fat i sagnet om Havets Moder, selvom jeg lige vil understrege at “Bestiarium Groenlandica” ikke er en børnebog, selvom illustrationerne kan signalere det. Læs mere om det her. Som mangeårig børnebibliotekar har jeg en særlig interesse for børnelitteratur, og da jeg også er ved at lære grønlandsk kom disse to billedbøger (af Mâliâraq Vebæk og Aka Høegh) med hjem sidst jeg var på biblioteket: “Besøg hos Havets Moder” samt “Sassuma Arnaanut pulaarneq” – den samme historie på både grønlandsk og dansk. Jeg er der med det grønlandske, at jeg har helt optur, når jeg genkender et ord, og ordet pulaar (at være på besøg) er et af dem, der sidder fast på hjernebarken nu.

Videre læsning: Billedbøgerne er del af en serie illustrerede grønlandske sagn, genfortalt for børn, så der er flere gode historier i vente.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *