De grønlandske ånder opstår på ny

Med bogen ”Bestiarium Groenlandica – en illustreret håndbog om grønlandske mytevæsener, ånder og dyr” har Maria Bach Kreutzmann skabt et fornemt eksempel på, hvordan man kan få den gamle historie til at folde sig ud igennem nutidens moderne blik. Resultatet er både spændende, humoristisk, råt og meget sanseligt.

Cover foto ◊ Mats Bjerde

Jeg møder Maria i Det Grønlandske Hus i København til en snak om bogen, som hun fik ideen til for omkring ti år siden. Det er ikke bare en utrolig flot illustreret bog, den er også spækket med oplysende og berigende læsning. Ikke kun for mange danskere, som mig, hvis kendskab til den grønlandske mytologi begrænser sig til ganske få figurer om nogen, men også i en grønlandsk kontekst.

”Jeg er vokset op med rigtig mange af dem,” fortæller Maria om bogens ånder og mytevæsener:

”Dét der har været den største overraskelse, det er, hvor mange, vi har. Da jeg startede på bogen og spurgte mine venner, der kunne både de og jeg nævne omkring fem, maks 10, og i bogen er vi er oppe på 67.”

I vores snak kommer vi særligt ind på de tre mytefigurer: Sassuma Arnaa (Havets Moder), Qivittoq (Fjeldgængeren) og Uersat Inuat (De Uægtes Herre), som har nogle meget forskellige missioner i åndeverden.

De mest kendte, både i Danmark og Grønland, er Havets Moder, som vogter over fangstdyrene, for at få menneskene til at passe på naturen, og Fjeldgængeren, som lever i ensomhed efter at have forladt samfundet i skam, vrede eller sorg. De Uægtes Herre er et noget mere voldsomt bekendtskab. En tvekønnet ånd, som kan hidkaldes til forskellige missioner, og som i den yderste konsekvens vil bruge voldtægt som våben.

Forsiden af bogen prydes af den kendte figur Fjeldgængeren (Qivittoq). Det er et mytevæsen, som er kendt over hele Grønland, og som både optræder i fortællinger fra gammel og nyere tid. ”Den var sådan, puha tænk, hvis man løb på én, når man var inde i fjorden. Det var altid sådan noget med at finde en Qivittoq og så ‘Åh, jeg tror jeg har set en Qivittoq’,” fortæller Maria.
Forside illustrator: Maja-Lisa Kehlet.

Et imponerende værk

”Bestiarium Groenlandica” vejer ikke kun godt i hånden. Starter man med at læse Marias eget forord, forstår man også det kæmpe arbejde, der ligger bag. Tre researchere har sammen med Maria dykket ned i 15.000 siders kildemateriale, og de endelige beskrivelser af bogens 67 mytevæsener er stykket sammen fra tidligere omtale af dem i mange forskellige fortællinger.

Fortællinger som alle stammer fra ”Det grønlandske verdensbillede som var magisk, mystisk og fuldt af sjæle og ånder”, som Robin Fenrir Mansa Hillestrøm skriver i bogens artikel om ”Åndemanere, hekse og trolddom.” Medrivende læsning, som tager læseren med helt ind i åndemanernes hemmelige maskinrum. Selvom dette afsnit ligger bagerst i bogen, kan det med fordel læses sammen med bogens første afsnit.

Ujammiugaq Engell indleder bogen med ”Den grønlandske historie – kort fortalt”, som ikke alene klæder læseren rigtig godt på til at lære bogens mange mytiske væsener at kende, men også gør én klog på Grønlands forhistorie helt generelt, og hvordan og hvorfor de mange fortællinger og mytevæsener er opstået.

Bogen er gennemillustreret af otte kunstnere, inklusiv Maria selv, fra Grønland, Danmark og Island, hvilket giver en stor spændvidde i det sindsrige udtryk, den grafiske stil og den stemning, man sættes i som læser. Alle billeder ledsages af en tekst, der uddyber væsenets udseende og funktion, og ved en stor del af bidragene suppleres der også med et uddrag fra de originale fortællinger, hvor mytevæsenet optræder.

En levende åndeverden

Maria var selv meget ung, da hun lærte flere af bogens væsener at kende:

”De var jo ret uhyggelige. Jeg sad og gøs, da jeg selv skulle tegne Aajumaaq (Den ærmede), den dér albue ånd. Det var nærmest den værste skræmme ånd, da jeg var barn. Ligesom Qivittoq (Fjeldgængeren). Den var sådan, puha tænk, hvis man løb på én, når man var inde i fjorden. Det var altid sådan noget med at finde en Qivittoq og så Åh, jeg tror jeg har set en Qivittoq.”

Maria både griner og gyser, mens hun fortæller.

”Jeg kan mærke den der barnefrygt stadig sidder i mig.”

Hun fortæller, at noget af det fedeste er, at folk efterfølgende er kommet med historier til hende, som hun så straks er gået i gang med at skrive ned:

”Fordi det er jo noget nutidigt, vi taler om. Det er ikke sådan noget for hundrede år siden, men som ’for et par år siden, hvor min far var inde i fjorden, så han en smilende havmand.’ Det er sådan nogle historier, som det er totalt fedt at få.”

Jeg blev selv fortalt, at åndeverden er lyslevende i dag i Grønland, inden jeg selv tog til Nuuk sidste år og nævner også det spirituelle for Maria, som jeg selv finder interessant, og som jo også er ”meget oppe i tiden”. Maria nikker:

”Det lever jo fuldstændig, og du kan selvfølgelig begynde at analysere på, hvorfor folk ser de her ting, hvis du tager det spirituelle med, det må folk også gerne. Det gør jeg bare ikke. For mig, så er det bare en del af min kultur.”

Illustrationer fra bogen udstillet i Det Grønlandske Hus i København maj 2019:
Inorrooq (Hamskifteren) af Maja-Lisa Kehlet (øverst tv.), Nappaasilat (Åndebjørnen) af Coco Apunnguaq Lynge (nederst tv.) og Erlaveersiniooq (Indvoldsædersken) af Carina Lillegaard Løvgreen (th.)

Havets Moder passer på klimaet

En af bogens mest kendte figurer, også for danskerne, er Havets Moder. Hun er også blevet afbilledet af mange kunstnere i Grønland gennem tiden, og står jo i særdeleshed netop nu, som en højaktuel moderne kulturfortolkning med sit fokus på naturen og klimaet.

For lige at opsummere sagnet, så sidder Havets Moder på havets bund, hvor hun vogter over fangstdyrene. Hvis menneskene overtræder samfundets regler, så bliver hendes hår snavset, og fangstdyrene sætter sig fast i hendes hår. Det kræver herefter, at en åndemaner rejser ned på havets bund for at redde hendes hår og få hende til at frigive dyrene, så menneskene igen kan få føde.

”Hun har jo ændret sig enormt meget fra hendes oprindelige job, om man så må sige,” siger Maria:

”Hendes udgangspunkt tilbage til, hvad hun var dengang til dét, hun er nu, har ændret sig rigtig meget. Og hun er jo i allerhøjeste grad en repræsentant for klimaet og global opvarmning. Og det har hun været i mange år. Det med at passe på kloden, og ikke smide skrald i havet.”

Maria fortæller, hvordan hun også er en figur, som er fortolket og beskrevet meget forskelligt gennem tiden:

”Jeg har set fortolkninger, hvor hun var meget smuk, og det var altid billeder af hende, hvor hun var nærmest denne her gudinde. Lige to skridt fra at have en glorie, hvor hun så sådan meget moderlig, udtryksfuld og blid ud. Vi valgte en lidt anden vej, da jeg snakkede med Coco, der har tegnet vores Sassuma Arnaa (Havets Moder). For hun (Havets Moder) er nemlig også beskrevet som en skrækkelige kvinde. Hvor hun har beskidt hår, og ja, bare er skrækkelig. Og i nogle af historierne mangler hun kun sine fingre og i andre er hun skåret længere ned, men jeg sagde til Coco, at det måtte hun selv bestemme. Det var helt op til hende, hvad hun ville vælge at gøre med hænderne.”

I bogen er Havets Moder endt med at se langtfra blid ud, ligesom hun har fået skåret sine hænder helt af ned til håndledet.

”Det slog mig, at jeg aldrig har set en version af hende før, hvor hun rent faktisk mangler sine fingre,” siger Maria:

”Alle statuer, billeder og malerier af hende, selvom jeg nok ikke har set dem alle sammen, der har hun altid hænder, og det er jo dét, som er pointen med hende, ikk, at hun ikke selv kan sætte sit hår i stand, fordi hun mangler sine hænder. Det er jo sjovt, det er ligesom sådan en ting, man overser, når man laver hende. Jeg har også selv tegnet en version af hende, hvor hun havde hænder, og det tænkte jeg slet ikke over.”

Ingen censur

De grønlandske fortællinger kan være ret barske og Maria spurgte fra start forlaget Milik publishing om, hvordan de havde det med nogle af de her lidt voldsomme historier og skildringer. Her var beskeden: Giv den gas! i forhold til hvor eksplicit figurerne måtte være med bryster, kønsdele og lignende.

Fx indeholder bogen ånden Uersat Inuat (De Uægtes Herre), som er tvekønnet, som har voldtægt som sit våben, og som i bogen er illustreret med både bryster og et erigeret lem. For Maria har det været vigtigt at vise den grønlandske kulturhistorie på godt og ondt og ikke censurere noget væk. Af samme grund pointerer hun også, at bogen ikke er en børnebog, selvom flere har opfattet den sådan på grund af illustrationernes animerede stil.

”Det snyder på grund af forsiden og folk bladrer i den og tænker tegneserie, ikk,” siger hun.

Selvom hun selv var ret ung, da hun stiftede bekendtskab med flere af bogens figurer, vil hun selv lade det være op til forældre at vurdere, hvornår deres børn er gamle nok til at blive præsenteret for bogen.

Maria Bach Kreutzmann fotograferet i Kolonihavnen i Nuuk foran en skulptur (af kunstneren Christian Rosing) af Sassuma Arnaa (Havets Moder), som er en af de mange mytevæsener, som er med i hendes bog. En figur der, ligesom på billedet her, ofte er moderligt portrætteret, men i Marias bog ser hun alt andet end rar ud, og så mangler hun også sine hænder. Foto: Mats Bjerde.

LÆS OGSÅ INTERVIEW MED MARIA BACH KREUTZMANN:

Vild med monstre, rigsfællesskabet og Nuuk

Bogen ”Bestiarium Groenlandica” er udkommet på både grønlandsk, dansk og engelsk og kan bl.a. købes i Det Grønlandske Hus i København og hos flere boghandlere online.

Forfattere & research: Maria Bach Kreutzmann, Ujammiugaq Engell, Robin Fenrir Mansa Hillestrøm & Qivioq Nivi Løvstrøm.

Illustratorer: Agust Kristinsson, Carina Lillegaard Løvgreen, Christian Fleischer Rex, Coco Apunnguaq Lynge, Jonatan Brüsch, Maja-Lisa Kehlet, Maria Bach Kreutzmann & Martin Brandt Hansen.

Bestiarium Groenlandica