Interview,  Musik

INTERVIEW TIU

Når modsætninger mødes og sød musik opstår

 

Sangene til TIU´s prisvindende debutalbum ”Nuunneq” blev skabt i nogle intense uger kort efter sanger Pernille Kreutzmann og guitarist Ivik Larsens første møde i juni 2016. God kemi, og et lille skub fra skæbnen, gjorde at de på blot to uger sammen fik skabt singer-songwriter musik, som Grønland ikke har hørt det før. På deres musikalske rejse smeltede de også sammen som par. I dag er de et prisvindende band, som har taget anmelderne og mange fans med storm. Musikken skaber de dog stadig først og fremmest for deres egen skyld.

 

◊ Af Felicia Lensborn ◊ Cover foto: Nadine Lensborn ◊

Da jeg boede og arbejdede i Grønlands hovedstad Nuuk i 5 ½ måned i 2018 lyttede jeg til TIU´s sange næsten hver dag. Også selvom jeg ikke kunne forstå et eneste ord af teksterne, som er på grønlandsk. 

Da bandet kom til København i sensommeren 2019, havde jeg et inderligt ønske, om at afdække det fremmede sprog og de smukke lyde, der havde fyldt mig så længe. Syv koncerter, et interview, en cafésnak og et foto shoot senere begreb jeg endelig, hvorfor musikken havde talt så direkte til mit hjerte. 

For i sangteksternes mange metaforer og brug af glemte grønlandske ord – som selv mange grønlændere ikke længere forstår – gemmer sig nogle meget personlige, men også universelle, historier om kærlighed og sorg. Om Grønlands gemte identitet, og om lysten til bare at blive i det øjeblik, hvor et snefnug rammer ens kind. 

Bag TIU´s danske bassist Alfred Victor Hansens farvestrålende tøj, gemmer sig et ungt menneske, som brænder for musikken. Han har, ligesom jeg, tabt sit hjerte til Grønland, og har frygtløst kastet sig ud i at lære det grønlandske sprog.

Og bag TIU´s skabere gemmer sig to mennesker med meget forskellige baggrunde og personligheder, som fandt hinanden både i og udenfor musikken, og hvis fremtidsdrømme ikke handler om stor berømmelse, men om at skabe musik, fordi det er det, de brænder for.

Kom med på min opdagelsesrejse ind i TIU´s sangtekster og univers, som også er et blik ind i Pernille og Iviks historier. En rejse der skifter mellem Grønland og Danmark, mellem fortid og nutid, mellem nedslag i særlige og afgørende øjeblikke til den større fortælling.

 

Sang nr. 1: Aputsiaq
- nu´et i et snefnug

 

Nuuk, Grønland, februar 2018
 

”Kan du anbefale noget god grønlandsk musik?” spørger jeg.

Fyren bag disken bøjer sig ned og fisker et par Cd´er frem, efter jeg har fortalt, hvilken slags musik jeg godt kan lide. Mit spørgsmål er impulsivt. Vi står i en butik, som sælger varer af sælskind, smukke udskårne figurer i fedtsten, smykker af rensdyr og hvalros, strik af moskusuld. Men der er musik i baggrunden. Og min erfaring er, at man får de bedste tips fra de lokale.

Blot få dage tidligere blev jeg næsten fanget i en snestorm, men i dag er himlen lyseblå og kærtegnes af solen over den by, jeg nu har bevæget mig rundt i en måneds tid. En måned som jeg har brugt på at falde til på mit nye arbejde, samt at finde rundt i en ny by, i et helt nyt land. I dag er jeg ude og lege turist for første gang. Og jeg er også på jagt efter noget grønlandsk musik. I lyset af Grønlands knapt 56.000 indbyggere er udvalget omfattende. Nok til at det har virket uoverskueligt, de gange jeg har passeret væggen med Cd’er fyldt med, for mig ukendte, kunstnere i midtbyens Brugseni. Byens musikbutik, Atlantic Music, er jeg slet ikke nået forbi endnu.

At bo et så isoleret sted med en natur så storslået, barsk og smuk, lader til at være sundt for kreativiteten. Grønland er ikke kun et land fyldt med mange musikere, men også billedkunstnere og skulptører. Ligesom det bugner med alskens håndarbejde i form af smykker, strik og accessories udformet og inspireret af Grønlands natur og dyreliv, ofte skabt af lokale kunstnere.

Fyren bag disken bærer både en halskæde og ringe lavet af ben fra grønlandske dyr. Dem snakker vi også om. Hans hår er knaldsort, øjnene mørke og imødekommende. Mens han sætter Cd´en på, fortæller han, at han kender bandet, og at sangerinden er en af hans gode veninder.

”Det første nummer hedder Aputsiaq,” siger han. ”Det hedder jeg også. Sangen handler også lidt om mig.” 

Han smiler lidt forlegent, mens musikken starter, og blide guitar toner fylder rummet.

”Det lyder fedt,” siger jeg.

Det er lige den singer-songwriter stil, som jeg godt kan lide. 25 sekunder inde i nummeret fylder Pernilles Kreutzmanns smukke stemme butikken.

*

 

København, Danmark, august 2019

 

Aputsiaq er det første nummer på TIU´s debutalbum. Det er altid det første nummer, de spiller til deres koncerter, og det var også det første nummer, jeg hørte med dem. Aputsiaq betyder snefnug.

”Det var den første sang, vi lavede sammen,” fortæller Ivik, guitarist i TIU.

Jeg mødes med Ivik og Pernille, som er sanger i TIU, midt i København til en snak om deres sangtekster. De har taget den lange vej fra Grønlands hovedstad Nuuk til København, for at spille en række koncerter. Da vi mødes har de bl.a. spillet til ”Grønland i Tivoli”. En årlig begivenhed, hvor Tivoli i to dage bugner med boder fyldt med grønlandsk design og kunst, og en masse grønlandske musiknavne på scenen.

Vi starter ud med at snakke om nummeret Aputsiaq, som også er et af mine yndlingsnumre fra deres debutalbum.

Da de skrev sangen, havde de lige mødt hinanden. De havde begge ferie og ingen af deres venner var hjemme. Der var intet, der stressede dem eller kunne forstyrre dem. De begyndte at snakke om at skrive sange sammen. Fordi de havde tid og kunne lide det. Ikke fordi, det var noget, de tænkte skulle ud i verden. 

Ivik havde på forhånd skrevet introen til melodien, som de så arbejdede videre med.

“Vi snakker om sangene, før vi begynder at skrive dem,” siger han. “Vores følelser, hvad de er.”

”Da vi skrev sangen, snakkede vi om, at vi godt kunne lide, lige dér hvor vi var,” siger Pernille. ”Der var bare os to. Vi lærte hinanden at kende. I 14 dage var vi sammen nærmest dag og nat, og vi havde bare lyst til at blive lige dér.”

”I nu´et. The present moment,” tilføjer Ivik.

”Da vi lavede sangen, var det DET vi skrev om,” fortsætter Pernille. ”Vi er jo fra Grønland, og snefnug er det reneste, der kommer ned fra himlen og ned til jorden, og laver Grønland til Grønland. Lige den følelse, hvor et snefnug daler ned, og rammer ens kind. Det var lige den følelse, vi gerne ville blive i. Det var grunden til, at vi valgte det navn til sangen.”

Pernille fortæller også at Aputsiaq, som jeg mødte i butikken, er en af hendes bedste venner, som har givet hende modet til at stå frem i verden, som den hun er.

 

Pernille Kreutzmann, Christianshavns Torv, 27. august 2019 ◊ Foto: Nadine Lensborn.

Pernille Kreutzmann
- en leg med ordene i det grønlandske sprog

 

Vi spoler tiden mange år tilbage. Det er aften i den grønlandske bygd Niaqornaarsuk. Hvis man zoomer ind på et hus, vil man se denne scene. I stuen står en kvinde og synger. En mand dirigerer. De øver. De er begge en del af et kor og sangen vil ikke falde på plads. De synger igen og igen. I et værelse i samme hus ligger en lille pige og sover. Eller det gør hun faktisk ikke, for sangen holder hende vågen. Den samme sang, hun hører igen og igen. Til sidst står den lille pige ud af sengen. Nu kan det være nok. Med taktfaste skridt går hun ind i stuen og synger for dem. ”Det er sådan her, I skal gøre,” siger hun. Og så går hun tilbage i seng.

Pigen er Pernille, og hun har sunget, så længe hun kan huske. Hendes mor var sopran og sang i kor, og de øvede altid hjemme hos dem. Hendes far var dirigent. Hun husker særligt episoden den aften, hvor hun gik ind i stuen og rettede på de voksne. Der var hun omkring seks-syv år gammel.

At Pernille Kreutzmann har en stemme udover det sædvanlige hører man straks. Hun mestrer fra det fine og bløde i nummeret Aputsiaq til det kraftfulde i sangen Ilisiitsoq.

Den personlige stemme bruger hun også ved flere af TIU´s koncerter i København, hvor hun deler generøst ud af de meget personlige historier, der ligger til grund for mange af sangene. Her får publikum også indblik i hendes barndom, da Pernille fortæller historien om, hvordan savnet efter sin biologiske far resulterede i, at hun spurgte sin mors ”ven”, som senere blev hendes (sted)far, om hun ikk´ måtte kalde ham far. Et af numrene på pladen er skrevet som en hyldest til ham, hvor hun synger om sin stedbedstemor, som hun har mistet.

*

”Grunden til at vi skriver på grønlandsk, og ikke dansk eller engelsk, er, at man ikke kan oversætte det sådan helt præcist. Det kan man ikke bare lige. Vi kan godt snakke om hvad teksterne betyder, eller hvad de handler om, men ikke ord for ord. Jeg har prøvet.”

Pernille Kreutzmann griner sit særlige grin, for at understrege sin pointe. Et grin hun også udfolder generøst på scenen, og et grin jeg kommer til at høre mange gange i hendes selskab.

Pernille fortæller, hvordan det grønlandske sprog giver muligheder for at lege med betydningen, ved måden man bøjer ordene på, og hvor man placerer ordene i sætningen. Og hvordan man dermed kan skabe sætninger, der skifter betydning, hver gang man hører dem. 

Som et eksempel nævner hun ordet Naasoq, der har tre forskellige betydninger. Det kan både betyde blomst, noget der blomstrer og noget der slutter:

”Man kan lave det på en fed måde, så man kan forstå det på flere måder. Det er dét, jeg kan lide. Det er det jeg brænder for.”

Denne interesse har hun heller ikke fra fremmede. Hendes far er nemlig grønlandslærer. Det er ham, der har lært hende, alt han ved. Og det er også ham teksterne bliver diskuteret igennem med, inden de flyver ud i verden.

”Da vi skulle til at indspille sangene, diskuterede vi teksterne. Vi ville gerne lege med ordene og bøje dem sådan, at de kunne være noget personligt for enhver, der hører dem.”

Pernille fortæller også, hvorfor de bruger mange metaforer i teksterne:

“Vi kan godt lide, at der er noget, der gemmer sig lidt, så folk skal lytte flere gange, for at forstå dem. At de skal tolke lidt på dem.”

Når Pernille holder sin mobil i hånden på scenen til koncerterne – og hun kigger på den mellem versene hun synger – er det ikke fordi, hun ikke kan slippe verden udenfor. Hun er nødt til at have sangteksterne tæt på, så hun kan læse dem.

”Jeg kan godt lide at lege med ord, og det grønlandske sprog er lidt svært at lære. Selv som grønlænder kan man risikere ikke at forstå det. Vi bruger nogle ord, som ikke bliver brugt til hverdag længere,” siger hun. ”Der er ret mange ord, som folk ikke forstår, som de spørger ind til.” 

”Mange folk spurgte også, hvad de betød, da vi skrev sangene,” tilføjer Ivik.

Det grønlandske sprog er udfordrende, også for grønlænderne. Ikke alene er der tre forskellige dialekter i Grønland, men ligesom alle andre steder er det også et sprog i udvikling. Pernille og Ivik har valgt at hive en masse ord frem fra glemmebogen, fordi de ønsker at vise grønlænderne, at de skal være stolte af deres sprog.

Hun fortæller videre, at det grønlandske sprog handler meget om kroppen: 
“Hvis jeg nu siger nogle ord, der handler om at snakke på grønlandsk, så snakker jeg faktisk om tungen. Det er vildt mærkeligt, men hvis man skal lære sproget, skal man lære, hvad man kalder alt muligt i kroppen.”

“Det er faktisk meget romantisk. Også selvom sproget ikke lyder romantisk.”

 

◊ Øverst: TIU Operaen, Christiania 29. august 2019  ◊ Pernille Kreutzmann Copenhagen Songwriters Festival, 31. august 2019 ◊ Ivik Larsen, Grønland i Tivoli, 1. august 2019 ◊ Fotos: Felicia Lensborn. 

Sang nr. 7: Akoortoq & sang nr. 8 Ilisiitsoq
- Grønlands mistede kultur

 

Grønland i Tivoli, København, 31. juli 2019

Mens TIU spiller er publikum gemt under regnslag og paraplyer. Regnen er uforudsigelig denne dag. Musikken på scenen varsler en slags stilhed før storm. Guitarlyden fra Iviks guitar lyder som en rislende bæk. Bassen er fremtrædende og lyder som et uvejr på vej. En kontrast til bassisten Alfreds farvestrålende påklædning af orange farver. Ind på scenen kommer en kvindelig danser, næsten kravlende som et dyr på alle fire, inden hun retter sig op, og vender sig smilende og nysgerrigt ud mod publikum.

Men hurtigt vender stemningen. Da musikstykket Akoortoq glider over i nummeret Ilisiitsoq har danseren sat sig ned og laver bevægelser, som graver hun efter noget. Da sangen går i gang, smører danseren sorte streger ned over sit ansigt og røde streger på kroppen. Mens Pernilles dramatiske stemme fylder scenen kigger danseren ned over sin egen krop, som er den pludselig blevet fremmed for hende. Dernæst kigger hun søgende ud mod publikum. Hun skiftevis vrider sig til musikken og henvender sig mod publikum i et kropssprog, som vil hun give dem noget.

”Det røde og sorte danseren smører på sig symboliserer blod og jord,” fortæller Pernille:

”Titlen Ilisiitsoq kan betyde to ting. Det kan betyde, én der ikke vidste bedre, og så kan det betyde en kvindelig heks, og de to betydninger er også med i teksten.”

Sangteksten fortæller først om en mand, der har kæmpet hele sit liv, og har en masse ar på sin krop som bevis. Der er folk der putter mudder i hans ansigt, men han laver en rød streg med blod, for at skræmme dem væk. Dernæst optræder der en kvinde, som har mistet sin mand, og bliver set på som værdiløs. Hun forsøger derfor ligesom at samle resterne sammen af sig selv.

”Hun samler resterne, fordi hun har mistet noget … somebody took something from her. Hende danseren viser i sit kropssprog, hvad kvinden i teksten laver. Hun samler rester, ligesom arkæologer. Det er resterne af sig selv, hun samler og prøver at give til andre lande. Det er også det, der er sket før i tiden, hvor arkæologerne kom og tog ting fra vores land, og sendte videre til deres eget land og solgte tingene.”

Pernille læser kandidat i kultur- og samfundshistorie ved ”Ilimmarfik”, Grønlands Universitet i Nuuk, og ligesom det grønlandske sprog er det tydeligvis emner, der optager hende dybt:

”Da fremmede folk udefra kom til Grønland blev vores ting vekslet gennem handel med noget, der ikke betyder noget for os, men som har en værdi. Men de ting vi havde, kunne have kostet så meget mere, men vi har bare givet det væk for kaffe, eller tobak, eller alkohol.”

Til sidst i sangteksten bliver kajakken endnu en metafor for, hvordan grønlænderne tidligere solgte ud af deres kultur:

”En kajak har en bestemt form. Det er lidt ligesom et ribben på et menneske. Man beklædte den med skind, og så kunne den bruges som udstyr. Men her i teksten har den mistet sin hud, og man kan tydeligt se knoglerne, der stikker ud, og årerne der flyder væk.”

”Men som sagt nærmest i alle teksterne er historien sådan lidt gemt,” siger Pernille.

At teksten handler om Grønlands historie må lytteren selv grave frem:

”Selvom man er grønlænder kan man ikke helt forstå betydningen. Man skal virkelig gå ind og analysere det, før man forstår teksten.”

Selvom Pernille har mange stærke holdninger og skriver samfundskritiske tekster, så er der også andet fra Grønland der fylder:

”Der også nogle tekster, som er meget smukke, med farver og duften af natur.”

Hvor meget fylder naturen i teksterne? Hvor meget fylder det at bo i Grønland?

“Meget. Jeg bliver helt klaustrofobisk hvis jeg ikke tager ud og går en tur. Og hører vinden…” 

Udover det første nummer Aputsiaq (som betyder snefnug) er der så flere af sangene, der betyder noget med natur?

“Ja, nummeret Upernaaq. Det betyder forår.

Forår, er det noget man glæder sig til i Grønland? 

“Ja, sangen handler om følelsen af at vandet drypper ned, og at kunne se bølgerne, og stjernerne,” siger Pernille.

 

Ivik Larsen, Pernille Kreutzmann & Alfred Victor Hansen, København 1. september 2019 ◊ Fotos: Felicia Lensborn 

Bassist Alfred ”Creature” Hansen
- farvestrålende tøj og et hjerte, der banker for Grønland

 

Sisimiut, Grønland, april 2019

 

En sprød forårssol hviler over Sisimiut, Grønlands næststørste by, mens en stemning af forventning summer nedenunder. Årets Arctic Sound Festival er snart i gang. En fem dage lang festival som fejrer såvel grønlandsk, som nordisk og arktisk musik. En festival, hvor der skrives musik og spilles både planlagte og spontane koncerter i hele byen. Vi ser en ung mand, der går på gaden. Han er i byen for festivalen, og især fordi TIU skal spille der. Han ved ikke, at der lige om lidt opstår et øjeblik, som vil blive skelsættende for ham. Lige nu er han bare sulten, og er på vej mod Brugseni, for at købe noget mad. Måske går han og tænker på, hvor heldigt det var, at der var plads på båden hertil fra Nuuk. Han bookede billet i sidste øjeblik. Det var faktisk meget tæt på, at han ikke var taget af sted. Han havde ikke noget sted at bo her, og han synes måske heller ikke helt han havde råd. Men TIU skulle spille, det vægtede højt. Da han passerer en bil, der holder ind ved vejen, bliver han revet ud af sine tanker. Døren bliver åbnet og én råber: Aluu – sumut? Skal du med? Da han stikker hovedet ind i bilen, viser det sig, at han kender de fleste, der sidder derinde. Han hopper ind, uden at sige, hvor han skal hen.

Den unge mand er Alfred Victor Hansen. Han siger selv, at han ikke kan gå på gaden i Nuuk, uden at møde nogen, han kender. Det er ikke kun hans ofte meget farvestrålende tøj, der gør at han skiller sig ud fra mængden i gadebilledet. Når man møder Alfred, står man også overfor et menneske, som besidder en sjælden umiddelbarhed og åbenhed overfor verden. Det oplevede jeg selv, da jeg var i Nuuk i 2018, og flere gange mødte Alfred i byen.

Den eftermiddag i Sisimiut, hvor Alfred hopper ind i bilen, har han boet i Nuuk i Grønland i halvandet år, og har lige været tilbage i Danmark i nogle måneder. Nu er han tilbage i Grønland. Arctic Sound Festivalen i Sisimiut i april 2019 ender med at blive skelsættende for Alfreds vej ind i TIU, og hans nuværende rolle som bassist i bandet. Det vender vi tilbage til.

Først spoler vi lige tiden nogle måneder frem fra gåturen i Sisimiut til Christiania, hvor kalenderen viser 29. august 2019. Vi hænger ud i baglokalet, efter TIU har givet den sjette ud af syv koncerter i København – denne gang på Operaen på Christiania. Vi snakker om fotos. Min søster er med og Pernille er helt vild med et foto, som min søster har taget af hende få dage inden, da TIU spillede på Christianshavns Torv. Et foto hvor Pernille viser tænder, og blikket er vildt. Pernille fortæller, hun har et foto af Kurt Cobain hængende derhjemme, hun er vild med, og som minder om dét her. Hun kunne godt tænke sig at lave fotoet i s/h, og hænge det ved siden af. Det ansporer Alfred til at fortælle om et lignende foto, der blev taget af ham ved en af TIU´s koncerter. Deres koncert ved Arctic Sound Festivalen. Dengang han endnu kun var ”TIU´s biggest fan Alfred”, som TIU skrev på deres Instagram under billedet.

”Det ligner at mit ansigt er ved at falde fra hinanden. Min kæbe ligger nede ved min brystkasse, øjnene springer ud,” fortæller Alfred. ”Og en tåre er fløjet fra mit øje hen til kameralinsen.”

Han zoomer ind med fingrene på sin mobil. En tåre glimter rigtig nok yderst i billedet.

Det var til nummeret Ilisiitsoq. Et nummer som rørte Alfred dybt allerede første gang, han hørte det, kort efter TIU´s debutalbum var kommet ud. Han husker, hvordan han sad og spillede Scrable, med familien, han boede hos i Nuuk, men han måtte hele tiden afbryde spillet, da han var helt blown away over hvor sindssyg smuk og vild musikken var.

Han tænker også tilbage på, hvor vildt det er, at han i april måned, hvor billedet med tåren blev taget, stod som TIU´s største fan og til nu, hvor han står på scenen sammen med dem, blot få måneder senere.

Men hvordan går man fra af være den største fans af Grønlands nye stjerneskud til at stå på scenen med dem? Man forstår at gribe de chancer, der byder sig og så gør man sig umage. Noget Alfred har praktiseret lige fra hans første musikalske skridt, som startede da han fik sin første guitar, en spansk model, i fødselsdagsgave som 12-årig.

Hans forældre havde længe ønsket sig, at han skulle spille på noget, og han var ikke afvisende: ”For piger var også begyndt at blive lidt interessante, og det er drenge med en guitar også for dem, havde jeg hørt rygter om.”

Han griner, mens han fortæller videre:

“Og jeg hørte jo også meget musik, og elskede musik, det var en meget stor del af mit liv allerede dengang. Og det blev også hurtigt kærligheden til musik, der tog over, og som blev grunden til at jeg blev ved med at spille musik.”

Alfred går fra guitar til bass, da der kommer en dygtigere guitarist ind på det sammenspilshold, han spiller i på Gentofte Musikskole, og læreren spørger om Alfred vil spille bas. Det bliver lidt en åbenbaring, for på bass kan Alfred pludselig spille sine yndlingssange fra Rage Against the Machine, som bruger el-guitarer – numre, som han ikke kunne spille på sin spanske guitar. Da han kommer på efterskole tager det fart, for mens der er mange, der spiller guitar, så er han den eneste bassist.

Inden Alfred tager på efterskole beslutter han sig for, i midt/slutningen af 9. klasse, at tage kunstnernavnet ”Creature.” Et navn han blev kaldt i klassen, hvor han også blev drillet med at være anderledes, at have mærkeligt farverigt tøj på, sit grin, at holde med rød blok, at gå op i klima og miljø og at have den ”urealistiske” drøm at blive musiker:

”Jeg kan huske, at jeg i 9. klasse købte en fin hvid skjorte fra Ralph Lauren, fordi det var det, de andre gik i, og da jeg havde haft den på et par gange, besluttede jeg mig for aldrig at have den på igen. Det var så unaturligt for mig. Jeg indså, at jeg havde ændret mig for deres skyld. Jeg så, hvordan de pludselig behandlede mig bedre, da jeg havde den på, hvilket også fik mig til at indse, hvor dårligt de behandlede mig, på grund af helt ligegyldige ting som tøj.”

Det går op for Alfred, at alt det, de driller ham med i klassen, faktisk er noget, han er stolt af:

”Også navnet Creature, som betyder væsen. Fordi jeg indså, at jeg er blot et væsen. Jeg vil ikke hæve mig over andre væsener (andre dyr), bare fordi jeg er menneske, og det er jeg stolt af. Jeg tror på, at mennesker har mere tilfælles med andre dyr, end de fleste går og tror. Så jeg har ligesom taget det til mig og valgt selv at eje det navn som kunstner.”

 

Ivik Larsen, Pernille Kreutzmann & Alfred Victor Hansen, København 1. september 2019 ◊ Foto: Nadine Lensborn.

 

Inden Alfred tager til Grønland i 2017, har han været på musikskole et år og spillet musik hver dag, og han fortsætter med at øve sig i Grønland. At Alfred tager til Nuuk i Grønland som 18-årig skyldes en fascination af byen, efter en familieferie året inden. Samtidig åbner der sig en mulighed for, at han kan bo hos en dansk familie i Nuuk.

Hver gang Alfred møder nye folk i Nuuk siger han Hey, jeg spiller musik, og langsomt begynder han at spille med folk, ligesom han begynder på musikskolen i Nuuk. Efter at have boet i byen cirka et halvt års tid ændrer tingene sig:

”Jeg får nogle grønlandske venner, og har mange danske venner og lige pludselig har jeg kun grønlandske venner, for alle danskerne er rejst tilbage til Danmark. Og så var jeg sådan Det gider jeg fandme ikke igen. Så begyndte jeg at være mere sammen med grønlændere, og være mere interesseret i at lære grønlandsk.”

Og efter en sommerferie, hvor han rejser til Nordgrønland, og steder, hvor der kun er få eller ingen danskere, tager sproget virkelig fart.

”Tilbage i Nuuk, efter de to en halv måned var der bare noget der sagde klik for alvor,” fortæller Alfred:

”Efter at have rejst og mødt så mange nye mennesker, blev jeg overvældet over at komme tilbage til Nuuk og have følelsen af, at jeg faktisk havde så mange venner der. Wow, det her er mit hjem 100 %. Ikke engang Danmark er mit andet hjem længere, følte jeg. Det var over et år siden, jeg sidst havde været i Danmark og jeg havde ikke savnet det et sekund. Alle mine venner i Nuuk var grønlændere stort set. Jeg havde følelsen af, hvor passer jeg bare godt ind dette sted, ind i denne kultur, sammen med dette folk. Jeg har mødt så meget venlighed og jeg vil også gerne give den respekt tilbage blandt andet ved at lære sproget og gå op i det.”

Da Alfred hopper ind i bilen den solskinsdag i Sisimiut, kender han derfor mange af de musikere, der sidder der. Det viser sig, at gruppen er på vej til en sangskriver workshop for unge: “Og så var jeg bare sådan: Åh, må jeg komme med.

Det viser sig, at Alfred går ind til en fire dages mega intensiv sangskriverworkshop, hvor de er i gang fra klokken 9-10 om morgen til sent om aftenen. Omkring 12 timer om dagen. Det er også her, han møder Pernille og Ivik. De er ikke med i workshoppen, men de hænger ud, og de hører også Alfred spille. På vej tilbage til Nuuk er båden fyldt med alle musikerne fra festivalen og en aften ender Ivik og Alfred med at sidde og jamme, efter alle er gået i seng. Tilbage i Nuuk spiller de videre sammen ved flere jams, og da der bliver en plads ledig som bassist i TIU, spørger Ivik og Pernille, om Alfred vil være med. De mangler en bassist, når de snart skal spille til “Grønland i Tivoli” i København.

”Ivik har jo næsten spillet lige så længe, som jeg har været i live,” siger Alfred:

”Han har spillet tre gange så lang tid, som jeg har, og Pernille har altid sunget. Så at de vil have mig, er jo fuldstændig fantastisk.”

Kort inden ”Grønland i Tivoli” ender Alfred med tage med TIU rundt i Grønland. Til fire byer omkring Diskobugten, hvor TIU tager på en mini turne, for at tjene penge til at kunne komme til Danmark.

”Tivoli er seriøst stort. Det skal jeg fandme gøre godt, når jeg står på den scene, for det er en stor scene. Jeg skal gøre mig fortjent til at stå der.”

Han tager også med for at få erfaringen med at spille koncerter sammen med TIU, for som han siger: ”Det er jo noget andet end at stå i et øvelokale.”   

Det er ikke kun er med musikken, men også det grønlandske sprog, at Alfred har bevæget sig ud af øvelokalet og ud i virkeligheden. Ved flere af TIU´s koncerter i København bliver han flere gange inddraget på scenen, både når grønlandske ord skal forklares på dansk og udtales. Særligt imponerende er det, da Pernille vender sig mod Alfred til en koncert og beder ham udtale ”Glædelig Grønlands Nationaldag”. Inuiattut Ullorsiornitsinni pilluaritsi kommer det ubesværet fra Alfred.

En sætning han lærte, da de spillede i byen Qasigiannguit på miniturneen:
”Vi var alle sammen helt vilde med Qasigiannguit, og vi spillede på Nationaldagen 21. juni, udendørs om eftermiddagen. Solen kom frem, folk stod og grillede og nød musikken. Vi stod der og spillede med fjeldene både i baggrunden og foran os. Og udsigt til vandet og isbjergene. Der var sådan en helt særlig stemning.” fortæller Alfred og påpeger at hans profilbillede på Facebook er derfra den dag. Og at han, mens de spillede, tænkte:

Det her er drømmen, og det er fantastisk, hold kæft, hvor er jeg lykkelig. Det var sådan en vanvittig lykke som bare susede igennem mig.”

 

Pernille Kreutzmann & Ivik Larsen, København 1. september 2019 ◊ Foto: Nadine Lensborn.

Sang nr. 4: Ataasiuleratta
- Vi bliver til én

”Når modsætninger mødes og sød musik opstår” er lidt en kliché, men i Ivik og Pernilles tilfælde ganske sigende på flere måder. Mange klicheer er trods alt også opstået, fordi de har en hvis klangbund i virkeligheden. I deres tilfælde opstod den søde musik både helt konkret, da de sammen skabte sange fra start, men også senere, da de blev et par. Måden skæbnen bragte dem sammen lyder også som scener, som kunne være taget ud af et standard filmmanuskript, og som nogen med rette kunne have afvist med indvendingen: det lyder jo som en kliché.

Ivik og hans ven Gerth ville gerne lave og indspille musik sammen, og besluttede sig for at de godt kunne tænke sig at få en kvindelig sanger med. Hvad gør man sig? Man laver selvfølgelig et opslag på Facebook, som næsten alle bruger i Grønland, og spørger: hvem kan I anbefale? Nogen taggede Pernille, og de skrev så til hende.

”Vi mødtes første gang d. 2. juni 2016 på Café Iggu i Nuuk sammen med Gerth,” fortæller Ivik.

Skæbnen ville dog, at vennen Gerth skulle ud og rejse med sit arbejde, hvilket efterlod Ivik og Pernille alene tilbage. Den gode kemi mellem dem resulterede i, at de hurtigt gik i gang med at skrive sange sammen. Da vennen Gerth kom hjem efter sin rejse, var Ivik og Pernille allerede blevet færdige med alle sangene.

”Jeg har altid været vild med ham,” siger Pernille om Ivik. ”Han vidste ikke, jeg kunne lide ham, men jeg prøvede at sige det igennem teksten …”

Vi snakker om albummets fjerde sang Ataasiuleratta, som betyder ”Vi bliver til én”. Men selvom Pernille prøvede at give Ivik et hint om sine følelser gennem ordene i sangteksten, mens de skrev nummeret sammen, så skulle der gå en rum tid, før de blev til én udenfor musikken. Ivik forklarer, at der også var andre ting at tage hensyn til. Pernilles ekskæreste, var nemlig en af Iviks gamle venner, som han respekterede. 

Men et års tid efter deres første møde, og omkring det tidspunkt, hvor alle numrene skulle indspilles, gav Ivik efter, og i dag er de kærester. De lægger ikke skjul på deres forskelligheder.

Hun er vokset op skiftevis i den lille bygd Niaqornaarsuk og Grønlands næststørste by Sisimiut, mens han er fra hovedstaden Nuuk. Han har aldrig gået på jagt, mens det har været en del af hendes opvækst. Hun er den grinende og snakkende, mens han er den alvorlige og tænksomme. Hans opvækst var præget af omsorgssvigt, tab og ensomhed som enebarn, mens hun voksede op med søskende og en kernefamilie. 

Og så er der sproget. 

“Jeg er opvokset i Nuuk. Og hun er opvokset et andet sted. Vi misforstår hinanden meget,” siger Ivik. “Fordi jeg snakker som en fra Nuuk, så misforstår hun mig tit, og tror jeg er sur.”

“Numiutter snakker på … de har sådan en attitude,” siger Pernille.

De forklarer at Numiutter kalder man dem, der kommer fra Nuuk.

“Der er forskellige attituder, afhængig af hvor man kommer fra,” siger Ivik.

“Dér hvor jeg er født, i Sisimiut, de snakker sådan lidt gammeldags. Numiutter de er sådan lidt mere gangagtig,” siger Pernille: 

“Han snakker mere moderne grønlandsk og jeg snakker sådan lidt af hvert. Det er lidt svært engang imellem at forstå hinanden og vi bruger meget tid på at sige til hinanden: du må altså ikke misforstå mig, når jeg siger det og det.

Sang nr. 2: Ersarinnera
- Et opråb til grønlænderne

“Jeg har skrevet det sådan, at det skal være en provokation,” siger Pernille:

“Så grønlænderne kunne se sig selv igennem mine øjne. Hvorfor de står, som de gør. Politisk. Det er sådan lidt: Grønland, se dig selv. Som jeg ser dig. Du er smuk. Du kunne noget. Men hvad gør du?

Ersarinnera kan bedst oversættes til ”tydelighed” eller ”noget der er tydeligt.” I musikvideoen til nummeret ses Ivik spille på guitar med et hvidt landkort af Grønland malet henover ansigtet.

“Landkortet symboliserer at han er landet. Det er ham der lever der, men som ikke kan gøre noget,” siger Pernille. “Teksten handler om Grønlands gemte historie.”

“Jeg er selv grønlænder, men jeg føler mig ikke som grønlænder,” siger hun. “Selvom jeg snakker grønlandsk. Bor i Grønland. Men jeg er nødt til at leve, som alle andre. Vi har mistet vores identitet.”

Når du siger du ikke føler dig som grønlænder, er det så fordi, du tænker: Jeg lever et moderne liv, ligesom folk gør alle mulige andre steder. Der er ikke noget specielt ved mit liv, der er særligt grønlandsk?

”Præcist. Nogen gange siger jeg også: I am basicly Danish. Jeg har dansk pas, vi hører under Danmark. Alle de ting, vi har, er fra andre steder. Det eneste vi stadig har, som vi selv har opfundet, er kajakken, men den bruges jo også en del til sport nu, og så nationaldragten.”

Pernille påpeger, det er et ømt emne at snakke om, inden hun fortsætter:

”Men identiteten ligger jo ikke i tøjet, den ligger jo ikke i ting. Det ligger i vores sjæl. Hvad vi tror på. Hvad vi vil med livet, vores forståelse af livet. Det betyder så meget mere end bare at vise, hvad vi har.”

Hun snakker om, hvordan den grønlandske identitet er gået tabt med tiden. Hvordan det grønlandske sprog ændrede sig, og fik nye lyde og ord ændrede betydning, da der kom folk udefra. Om hvordan de i skolen, da hun var barn, skulle slå over i dansk, når der kom en dansker ind i lokalet: ”Fordi vi skulle respektere den person, som ikke kunne forstå os. Men hvorfor ikke lære vores sprog?”

“Nu kan du jo også se, jeg tænker først, hvordan skal jeg oversætte det her fra grønlandsk. Og så tænker jeg først på engelsk, fordi så kan jeg også bedre sige det på dansk. Åh tre sprog på samme tid. Det er meget svært.”

Hun fortæller, hvordan hun selv ind imellem kæmper med at tænke på grønlandsk, og at når hun skal være alvorlig, så kan hun kun snakke dansk:
”Nogle gange så vågner jeg op, og kan ikke sådan snakke rigtig grønlandsk. Nogen gange så vågner jeg op og vil snakke dansk i stedet for.”

Men hun snakker også om, hvordan hun har mødt grønlændere, der ikke synes, hun ligner en grønlænder, fordi hendes morfar er franskmand. Og at grønlænderne selv kan have en tendens til at have fordomme overfor hinanden:

“For mig handler den grønlandske identitet om at turde stå frem, som den man er. Og ikke dømme hinanden,” siger Pernille. “Man er det, man føler, man er.” 

Og så mener hun også, det er vigtigt ikke at fortabe sig i alt dét, der er gået tabt, og aldrig kan komme tilbage, men at grønlænderne godt kunne være mere stolte af dem, de er i dag. Et blandet folkefærd, såvel i blodet, i befolkningen og i kulturen. Men hun indrømmer også emnet er kompliceret. Grønlands historie og nutid, det er fyldt med nuancer, og der er mange måder at se det på. Og at hun aldrig vil stille sig op og sige: “Det er sådan her, det er.”

“Det kommer også an på hvor man kommer fra. Det er noget andet når man bor i Nuuk, end når man bor i en bygd, hvor der er 200-300 indbyggere,” tilføjer Ivik.

Efter vi har snakket os varme i emnet bryder han også ind og siger:

“Altså når man læser sangteksten, så er der ikke nogen ord, der viser at det handler om danskere, eller grønlændere, eller det I har snakket om.”

Det påpeger han flere gange, mens vi snakker om de forskellige tekster. TIU´s tekster er fyldt med metaforer, og så er det, som nævnt tidligere, næsten umuligt at oversætte sproget ord for ord. Af samme grund slår de begge også over i engelsk flere gange, mens de prøver at forklare, hvad teksten til sangen handler om.

Omkvædet, der lyder noget a la: Time will pass, the clearness will come, towards you. 

Grønlands mistede identitet kan bl.a. læses i tekstens metaforer, hvor Pernille synger om én der har mistet sit smil, og ikke kan finde det, fordi det er skjult under jorden.

 

Ivik Larsen, Pernille Kreutzmann & Alfred Victor Hansen, København 1. september 2019 ◊  Foto: Nadine Lensborn.

Ivik Larsen
- at tale gennem musikken

 

København, 1. september 2019

 

Kalenderen og temperaturen varsler efterår, himlen skifter mellem bleggrå og blålig sensommer. I går spillede TIU deres sidste koncert i København. I dag er det søndag, og vi trænger alle til kaffe. Vi sidder på en Cafe, hvor tjeneren prøver at holde styr på bestillingerne, der flyver hen over bordet: Americano, Cafe Latte, Cappuccino og varm Cacao. Sidstnævnte skal han lige tjekke om de har, da det er en vinterting. Han kommer tilbage og bekræfter. Om bordet sidder vi Pernille, Ivik, Alfred og jeg. Og så min søster, som er med som fotograf.

Det er Pernille og Iviks sidste dag i København, inden turen går tilbage til Nuuk efter en måned i Danmark. Heldigvis har de tid til at stille op til foto shoot, og vi har aftalt at vi skal fotografere ved søerne. Men først skal vi have kaffe.

Bag os ligger en måned med syv koncerter. TIU har stået på Tivolis store scene to gange til ”Grønland i Tivoli”, de har skabt intime rum på Cafe nutid og i Det Grønlandske hus. De har ladet det grønlandske sprog fylde Christianshavns Torv. De har rørt publikum fra scenen på Operaen på Christiania. Og aftenen inden rundede de deres miniturne i København af ved ”Copenhagen Songwriters Festival.”

På scenerne har Ivik holdt sig til guitaren, mens Pernille har stået for ordene. Hun har ikke kun sunget. Ved flere af koncerterne har hun også introduceret sangene ved at fortælle om de meget personlige historier, der ligger bag dem og skjult i de mange metaforiske tekster. Både sin egen historie og Iviks: 

”Han har givet mig lov til at fortælle den på scenen,” siger hun. ”Han fortæller sin historie, og viser sine følelser gennem musikken. Det er i musikken, han finder tryghed.”

Men, mens vi sidder dér på cafeen og nyder vores drikke i den hyggelige indretning og neddæmpede belysning, åbner Ivik op for sit liv. En opvækst der især blev svær, da hans forældre blev skilt, da han var ni år.

Han sukker let: ”Det er en meget lang historie.” Han fortæller, at han som barn fik de forkerte venner, men at ingen voksne omkring ham bemærkede, hvad det var, han gik og lavede. Som følge af omsorgssvigt havde han allerede som 11-årig prøvet både snifning, alkohol og hash.

Som snakken glider frem tager Pernille over og fortæller, og Ivik supplerer og bryder ind, men ellers virker han til at have det fint med at lade hende fortælle om ham.

Det er dog først senere, efter at Ivik som 16-årig mister sin mor, der bliver påkørt af en bil, at han får et problem med alkohol og hash misbrug. Da han er i starten af 20´erne – kort efter også at være blevet far – flytter han et år til Danmark hos en moster og sætter sig for, at han vil have styr på sig selv og sit liv.

Parallelt er der dog også en anden historie. Den om musikken. Den starter Ivik med at fortælle mig, mens vi er på vej mod Caféen.

Om dengang han var barn og var på besøg hos en skolekammerat, hvis far var koncerttekniker og havde købt en guitar Gibson SG Custom. 10-årige Ivik beundrer guitaren og får lov at prøve den. Han prøver om han kan spille et Marilyn Manson nummer på guitaren, og det går egentlig meget godt. Han fornemmer, han har et godt gehør for musikken, så kort tid efter starter han til undervisning i guitarspil. Der er han dog kun et par gange. Herefter lærer han sig selv at spille ved at lytte og efterligne rock albums som bl.a. Siissisoq (et grønlandsk heavy band) og Marilyn Manson, ligesom han lærer af sine venner. Og der går ikke mere end nogle år, før han som 13-14 årig selv begynder at komponere numre. 

Som 15-årig vinder Ivik et Talentshow i Nuuk med sit band Nu-gen (New generation) og de får udgivet 6 numre på en Ep sammen med 2 sange fra bandet der blev nr. 2. Stilen var punkrock.

Lige inden vi træder ind i cafeen fortæller Ivik, at det faktisk var tinnitus, der senere tvang ham til at skifte genre musikalsk, og som på mange måder er grunden til at TIU overhovedet eksisterer: ”Jeg skulle spille noget mere roligt musik.”

Sang nr. 12: Tullissaanimut
- at miste

 

Cafe Nutid, København, 24.august 2019

Det bagerste stykke i lokalet er tætpakket med folk ved små borde og et par stolerækker sat op. Luften er tætpakket med musik og intense vibrationer. Vi er ikke flere end at ”intimkoncert” er et dækkende ord. Følelserne fra scenen kan let nå alle os, der lytter. Vi er nået til det sidste nummer i koncerten. Tullissaanimut. Pernille flytter sig lidt uroligt på stolen. Ordene kommer langsomt ud. Imens hun introducerer sangen, flytter hun ind imellem blikket mod Ivik. Det er hans historie, sangen handler om, siger hun. Hun fortæller, at Ivik var 16 år, da hans mor kom til skade i en bilulykke. Hun fortæller, om den svære beslutning, der skulle tages, om at slukke for respiratoren. At hun har skrevet sangen, for at vise, den forståelse der ligger mellem dem med hans historie. 

Mens jeg lytter til nummeret tænker jeg på, at der nedenunder det ukendte sprog lå det, som jeg hele tiden havde følt. Det er et nummer, der rør mig særlig dybt ved alle koncerter. Det er noget med melodien. Følelserne i Pernilles stemme når hun synger. Den stemning, der opstår i rummet. Det er først ved denne fjerde koncert, at Pernille fortæller den fulde historie bag nummeret.

Forstår man grønlandsk vil man dog høre en anden historie i sangteksten. Det fortæller Alfred, da vi sidder på Caféen og snakker om Iviks liv. Sangteksten handler om en isbjørneunge, som bliver væk fra sin mor og ikke ved, hvor den skal gå hen. Senere møder den en ravn, som giver den en fjer, den kan varme sig på.

Teksten understreger de mange lag i TIU´s musik. Lag som har afdækket sig for mig fra møde til møde, fra koncert til koncert i løbet af den måned TIU er i København. Tullissaanimut er det sidste nummer på albummet og det ender også med at blive det sidste nummer jeg hører med dem, som den sidste sang til Copenhagen Songwriters Festival 31. august, som afslutter TIU´s syv koncerter i København.

Mens Pernilles inderlige stemme, Iviks bevægende guitarspil og Alfreds milde bas fører nummeret ind i vores hjerter, kan man høre uvejret udenfor med buldrende regn og torden. Det kommer også med på den video, jeg optager af Tullissaanimut, og som TIU senere lægger på deres YouTube kanal. Mens jeg lytter ved jeg, at jeg skal blive i nu´et og nyde det. Jeg ved, det er sidste gang, jeg kan nyde TIU´s musik live – i hvert fald for et godt stykke tid.

På vej hjem henover de regnvåde brosten kort efter, tænker jeg på, hvordan TIU´s musik, for blot en måned siden, stod for mig som den smukkeste musik, men fyldt med fremmede ord, jeg ikke forstod. Og så de historier der fylder mig nu. Fra et helt lands historie til det øjeblik et snefnug rammer kinden. Jeg tænker på, hvordan Pernille, Ivik og Alfred gavmildt og generøst har lukket mig ind i deres univers, og ind i TIU´s sange. Jeg tænker på, hvordan musik taler et universelt sprog. For nedenunder de fremmede ord spundet ind i smukke metaforer, lå det, som jeg hele tiden på en eller anden måde havde følt dybt inde. Følelser og historier, som vi alle kender til. Om livet i al dets skønhed og smerte. Historier om kærlighed og sorg. Afmagt og glæde. Om at få og om at miste. Det universelle og menneskelige, som bor i os alle – uanset hvem vi er, hvor vi bor eller hvor vi kommer fra.

 

Alfred Victor Hansen, Pernille Kreutzmann & Ivik Larsen, København 1. september 2019 ◊ Foto: Nadine Lensborn.

 

Bandet TIU 

Guitarist Ivik Larsen, 30 år, studerer sidste år på Ilinniarfissuaq, Grønlands Seminarium i fagene matematik, engelsk og fysik/kemi og arbejder ved siden af som grafisk designer hos Maanuup Atuakkiorfia (Magnus’ forlag, som er ejet af Iviks farfar).

Sanger Pernille Kreutzmann, 32 år, studerer kultur- og samfundshistorie på Ilimmarfik, Grønlands Universitet, og arbejder som Illustrator hos Maanuup Atuakkiorfia.

Bassist Alfred Victor Hansen (Creature), 20 år, studerer musik på MGK Sjælland i Køge.

TIU´s debutalbum Nuunneq kan bl.a. købes på iTunes og online hos Atlantic Music.

Se musikvideo til nummeret Ersarinnera

Se TIU´s sidste live nummer i København Tullissaanimut ved Copenhagen Songwriters Festival

4 Comments

  • Peter Olsen Lennert

    Dejlig artikel vel skrevet et par tyrkfejl, er mosterens mand elsker Ivik, for at lyttede til os og kom godt videre😊

  • Gitte Jacobsen

    Hej Felicia

    Tak for et dejligt og oplysende interview. Ser frem til at læse mere af din blog. Hilsen Gitte Jacobsen

    • Felicia Lensborn

      Hej Gitte

      Selv tak da 🤗 det var både en stor fornøjelse og meget lærerigt at lave. Og så dejligt, og motiverende, at du læser med. Tak for det <3

      Bedste hilsner Felicia

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *