Grønlandsk perlesyning 3 - Magical Winter Wonderland -

Hvor mit sidste indlæg om perlesyning var domineret af den lyserøde farve, så har jeg denne gang hentet inspiration i et julegaveønske og ønsker til årstiden. Julegaveønsket er faktisk helt tilbage fra sidste år – et art perlesmykke i farverne lilla og guld.

Og mine ønsker til denne årstid er noget helt, helt andet end den grå himmel, de mørke dage og våde sko, der har fyldt december indtil nu (ihvertfald her hos mig i København). Jeg ønsker mig lyseblå himmel og snehvide landskaber, TAK! Ægte vinterstemning og gyldne farver, som jeg husker det fra, da jeg var barn. Snefnug der daler fra himlen og sne man kan træde i og høre knase under skosålerne. Som jeg husker det fra Nuuk. Jeg ønsker mig gnitrende vintermagi!

På bordet kom derfor også perler i hvid, lyseblå og mørkeblå. Lidt brunt og cremefarvet, som ind imellem passer bedre, hvor den helt hvide kan blive lidt skarp.

Inden jeg gik igang med julegaven, tyvstartede jeg lige ved at lave en ørering til mig selv i farverve creme, brun, lilla og guld. Og så lige en lille prik lyseblå midt i det hele!

Først til julegaveønsket! Lilla er sådan en smuk farve, som altid dukker op i modebilledet med års mellemrum. Den kan være alle vegne en sæson, for så pludselig at være helt væk, men den vender altid tilbage. Som oftest altid om vinteren. Lidt det samme med guld. Selv med blot to farver er der uanede muligheder. Ikke kun med mønstre, men også formen på øreringene. Jeg har mest lavet lidt mellem brede øreringe (med 9-11 tråde der hænger), men syntes, der skulle en anden form til modtageren – og jeg gik faktisk længe og tænkte og tænkte. Mens julen kom tættere og tættere på.

Det var et foto af en helt anden stil øreringe, som satte ideen igang til de små øreringe, hvor rækker af perler snor sig ind imellem hinanden. Jeg havde ikke før lavet noget, der på nogen måde lignede, så det var ret improviseret – men resultatet blev ganske fint. De to øreringe blev derfor heller ikke helt ens, hvilket jeg nu faktisk godt kan lide, at de ikke er.

Den smalle aflange form er, ligesom de mere brede, typisk i Grønland, men ikke én, jeg har kastet mig over før. Men så, med kun få dage til juleaften, sad jeg og så “Julehilsen til Grønland” – og da bandet Suluit var på scenen havde Karina Møller (sangerinde i bandet) nogle lange – meget smukke – smalle øreringe på, og jeg så for mig, at den form ville passe perfekt til modtager. Perlerne kom på bordet og derfra gik det ret hurtigt – og således kom gave nummer to i hus lige i allersidste øjeblik.

Jeg fortsatte stilen med at lave øreringene forskellige ved at bytte rundt på farverne, hvilket jeg synes, giver en særlig effekt. Dernæst valgte jeg også at lave dem lidt kortere i længden end de typisk ses. Det er også ret flot, når de er så lange, at de falder helt oppe fra øret og ned over kravebenet på skuldrene. Men lidt mindre kan også gøre det flot, synes jeg. Og lidt mere brugervenligt til hverdagsbrug : )

(Og jo, gaverne blev modtaget med glæde!)

Når nu vinteren ikke føles særlig magisk eller ja, bare vinteragtig, når blikket glider mod udsigten fra vinduet og det eneste der knaser under skoene på gåturen er asfalt, så må man selv prøve at skabe lidt magisk stemning indenfor. Ved at lade perlerne funkle, så tankerne ledes væk fra grå med gråt på hen til minderne om frostklare dage med sne – som næsten kan glimte som guld, når solen rammer – og en klar lyseblå himmel.

Efter at have lavet det første par aflange smalle øreringe blev jeg bidt af det. Det var en ny udfordring at skulle tænke i helt andre mønstre, som passede til formen, og – indrømmet – det går også hurtigere at producere (ihvertfald, når de ikke er så lange). Det gør ligesom ikke noget, at man hurtigere får resulteret at se af sine anstrengelser. Den blå farve havde jeg heller ikke arbejdet med før, så også dét satte ny kreativitet igang.

Men ikke kun formen og farveskalaen var ny, også arbejdsmetoden. Jeg har typisk freestylet ret meget ved de tidligere øreringe, jeg har lavet. Haft en ide i hovedet og så improviseret undervejs. Og benyttet meget de samme mønstre, som sad i hænderne. Da jeg gik igang med de tre tynde lange her, tegnede jeg først mønstrene ned. Som jeg har skrevet før, så kan udtrykket ændre sig meget fra papiret til når perlerne komme på snor, men her fik de meget det udtryk, jeg søgte.

Jeg startede med øreringen i midten på billedet øverst til venstre. Rigtig mange bruger den blå farve, hvor den glider fra en mørk til en lysere nuance ved at lade perlerne blende sammen mellem hvert farveskift. Det giver også en rigtig flot effekt, men jeg havde lyst til at gøre noget andet. Jeg har brugt den typiske: først en mørkeblå perle, så en lyseblå og så en hvid, men så byttet rundt på rækkefølgen. Og så tilføjet en række guld som snor sig ned gennem mønstret.

Øreringen til venstre i billedet ligner også mange mønstre, man kan se rundt omkring. Med inspiration fra naturen og landskaber. Her har jeg brugt to farver, som jeg elsker at se sat sammen: lyseblå og brun (den er meget mørk her på billederne, så kan nemt forveksles med sort).

Den mørkeblå til højre kan godt ligne dét, som mange også har omsat til mønstre på perleøreringe: nemlig en nattehimmel. Men jeg tegnede faktisk mønstret med inspiration fra Channels flotte klassiske boucle-mønstrede dragter. Deres univers skelede jeg også til, da jeg lavede min allerførste perlehalskæde i sort, hvid og et stænk grå, som jeg skrev om i mit første indlæg om perlesyning.

Jeg er slet ikke færdig med vinterens smukke farver (altså ikke lige dem udenfor døren lige nu!) og de smalle lange øreringe er i den grad rykket ind for at blive. Og jeg vil også lave nogle længere, som jeg kan have på ved mere festlige lejligheder. Og så går der nok heller ikke lang tid, før foråret begynder at krible – om ikke andet, så i sjælen og drømmene om, når alt det grønne og farverne begynder at pible frem. Også i perlerne.

Og så ser jeg i den grad frem til, når vi engang i 2021 når derhen, hvor vi kan lade mundbindet falde “for good”. For øreringe og mundbind er bare ikke en særlig god kombi, når mundbindet skal af og på og rundt om ørerne hele tiden.

* * *

Jeg startede med og lærte perlesyning, da jeg boede i Nuuk i 2018. Det kan man læse om i mit første indlæg om perlesyning. Det var også her, jeg “lærte” at bruge et vistestykke som underlag. Det fungerer godt til at “holde på” perlerne, så de ikke triller rundt. Man kan nemt stikke nålen i stoffet og dernæst er det ret nemt at “fiske” perlerne op og få dem på nålen, når de ligger på stof. Og sidst, men ikke mindst, egner et viskestykke sig også godt, hvis man skal have perlerne med. Så kan man nemt lige pakke det hele ind og sammen. Viskestykket her på billederne, og som jeg bruger fast til min perlesygning hjemme, er designet af væveren og kunsthåndværkeren Anne-Mette Holm og har smukke ulo’er på. Jeg har også skrevet om det i mit indlæg om Ulo / ulu: den grønlandske kvindekniv. Det er købt på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.