Fotografi,  Interview

INTERVIEW Charlotte Lakits

Franske Charlotte Lakits er fotograf, uddannet filosof fra Sorbonne Université og født i Paris i 1994. Hun er lige nu aktuel med foto udstillingen ”TELL ME ABOUT HOME” på Institut Français (Det Franske Institut) i København med spot på Nuuk og byens mangfoldige indbyggere.

Hvad betyder ’hjemme’ og hvordan definerer man ’hjemme’, når man er født ét sted, men bor et helt andet? Når uddannelse, job, kærlighed, nysgerrighed, eventyrlyst eller bare en indre søgen trækker én ud i verden og man lander nye steder, – som f.eks. i Nuuk? Det afdækker Charlotte Lakits igennem sin udstilling via fotografiske portrætter tilført poetiske tekster. Igennem små historier udfolder hun fortællingerne, om de mennesker af mange forskellige nationaliteter, såvel som grønlændere, hun mødte, da hun rejste til Nuuk i august 2018, og igen i starten af 2019.

Mangfoldigheden og diversiteten i Nuuk lyser ud af de mange fotos og tilhørende tekster, der fortæller om skelsættende møder, livsbegivenheder, den grønlandske kultur, de unges drømme, og ikke mindst, fælles for alle, en stor kærlighed til Nuuk, såvel som et stort udsyn mod verden.

Udstillingen portrætterer ikke kun Nuuks indbyggere, men også selve Nuuk. Bygninger, landskaber og udsigter bryder igennem disen og tågen i de sort-hvide fotos, som indfanger øjeblikke i hverdagen i en by, som med sin omkringliggende smukke og barske natur, er noget helt unikt. Med udstillingen ønsker Charlotte Lakits at vise et mere nuanceret billede af Grønland, end det mange udlændinge og også danskere har, og som hun også til dels selv havde, inden hun selv pludselig befandt sig i Nuuks pulserende smeltedigel.

At Charlotte Lakits, efter fem års filosofistudier, valgte at søge mod nord var ikke tilfældigt. Hendes farmor er nemlig født i Danmark, så Charlotte har rejst en del mellem Danmark og Frankrig. Derudover strækker hendes families rødder sig ud i flere lande i Europa, så emner som identitet, mobilitet, at bo og hvor man ’føler sig hjemme’, er noget hun altid har interesseret sig for.

Efter at have boet i København nogle måneder i foråret 2019, og arbejdet på en fransk cafe, er Charlotte nu tilbage for at arbejde i Paris henover sommeren, inden hun igen drager til Nuuk til efteråret, for at arbejde på nye projekter. Her skal hun arbejde med unge, både i Qaqortoq i Sydgrønland, og i Nuuk. Igen er emnet ’hjemme’, som de unge skal reflektere over ved at arbejde med fotografi. Fælles for mange unge i Grønland er at starten på et nyt studie, såvel gymnasiet som videregående uddannelser, ofte indebærer at skulle flytte langt væk til en hel ny by i Grønland, eller til Danmark, og dermed et helt nyt land.

Jeg nåede at fange Charlotte et par uger efter åbningen af udstillingen i København i juni måned til en snak om bl.a. overraskelsen ved at møde så mange forskellige nationaliteter i Nuuk, om selv at være ud af en multikulturel familie, om sprog, om arbejdsprocesser og om hvor hun selv føler sig mest hjemme.

 

FL: Jeg er meget fascineret af den undren, der også ligger bag din udstilling ”TELL ME ABOUT HOME”, hvor du siger: I Nuuk bor en tredjedel af Grønlands befolkning. 80 % er grønlandske, 14,5 % er danske. Hvem er de andre? Hvordan opstod den tanke, at du ville prøve at undersøge, hvem de var? Og at det skulle blive til en udstilling?

CL: Da jeg rejste til Nuuk første gang, var jeg lige blevet færdig med min afhandling om mobilitet, om begrebet ’at bo’, og hvordan denne her følelse af ’hjem’ måske ændrer sig for folk, som har flere steder, de kommer fra. Som har forældre fra fx Danmark og Frankrig, eller familie som er blandet, folk som måske bor to eller tre steder. Det var dét, jeg skrev om i min afhandling, og som jeg havde arbejdet med i et år. Så jeg havde også dét i tankerne, da jeg kom til Grønland. Jeg vidste dog ikke præcist, hvilken historie, jeg ville fortælle. Jeg havde selvfølgelig set en masse film og læst en masse artikler om Grønland. Men tænkte også, at jeg ikke ønskede at komme til Nuuk med en ide på forhånd, som måske ville være forkert. Så jeg tænkte: Jeg rejser og så vil jeg prøve at mødes med forskellige mennesker, snakke med dem og se, hvad jeg kan fortælle, som måske vil være lidt anderledes eller nyt.

Jeg skrev ud i en Nuuk Facebook gruppe, hvor måske ikke alle i Nuuk er medlem, men nok halvdelen af byen, vil jeg tro. Jeg skrev bare: Hej, jeg er fotograf fra Frankrig og jeg vil gerne lave en fotoserie om Nuuk. Der var en masse som svarede, og også en masse udlændinge, og det synes jeg var interessant. Da jeg rejste til Grønland forventede jeg ikke, også at finde så mange udlændinge der. Og jeg tror heller ikke at mange danskere ved, at der også bor en del andre end kun folk fra Norden i Grønland. I den første familie jeg mødte, var faren dansker og moren russisk. I den anden var en koreansk kvinde blevet gift med en grønlænder. Jeg tænkte: Okay, her er noget rigtig interessant. Og så var det jo faktisk også et emne, som jeg havde arbejdet med i et år.

FL: Så du fandt mange af de her mennesker i den her Facebook gruppe? Og så udviklede det sig derfra?

CL: Ja, og så begyndte jeg med at mødes med nogle folk, og så sagde de: ’Okay, du skal skrive til dem her, eller du skal mødes med ham eller hende.’ De bruger Facebook rigtig meget i Grønland, fordi mange har familie spredt i hele Grønland, og det er svært at kommunikere, så de bruger Facebook til det hele tiden. Og det var jo godt for mig.

Charlotte Lakits i Nuuk. Billedet er taget af hendes gode ven Denson, som kommer fra Thailand og bor i Nuuk sammen med sin danske kone.

 

FL: Nu er du selv født i Frankrig, du har lige skrevet en afhandling om steder og identiteter i en mobil verden, du har læst filosofi og din egen familie kommer fra alle mulige steder i Europa.

CL: Ja, præcist. Min farmor, hun er dansker. Og min farfar er ungarsk. Han blev født i Tjekkoslovakiet, men i en ungarsk og italiensk familie, hvor de også talte tysk. Min mormor er franskmand. Hun er den eneste i familien, som er ’ægte’ franskmand. Min morfar er fra Rumænien. Så det er en blanding af mange forskellige nationaliteter. Jeg tror også, det var på grund af det, at jeg startede med at arbejde med mobilitet og begrebet ’hjemme’. Og så havde jeg også nogle venner, og kendte også andre folk, som var lidt i samme situation som mig. Hvor man ikke rigtigt kan sige, at man føler sig som 100% franskmand, når man også har familie andre steder og i andre kulturer. De to steder jeg kender mest er Frankrig og Danmark. Begge mine bedstefædre kom til Frankrig pga. krig og fordi de skulle flytte. De har aldrig rigtig ville snakke om det og de har ikke noget godt forhold til deres hjemland. Men min farmor hun elsker Danmark, og snakker hele tiden om Danmark. Og hun er rigtig stolt af, at hun er dansker, så vi har også rejst rigtig meget mellem Frankrig og Danmark.

FL: Er det derfra, du kan snakke så godt dansk?

CL: Nej, jeg har faktisk ikke lært det fra min familie. Da min far var barn havde min farmor hele tiden lyst til at tale dansk til ham, men så sagde min farfar: ’Jeg har ikke lyst til, at du lærer børnene dansk, for så kan jeg ikke forstå, hvad du siger til dem’. Dernæst skulle de begge to også integrere sig i Frankrig, så de tænkte: ’Okay vores børn skal kunne tale fransk, så de skal lære fransk hjemme.’ Så min far taler desværre ikke dansk. Jeg har selv læst lidt dansk på universitetet. Da jeg startede med at studere filosofi på universitetet i Frankrig fandt jeg ud af, at man kunne vælge alle mulige sprog, også dansk. Så tænkte jeg: Okay, måske er det nu.

FL: Spændende, så du har simpelthen studeret dansk i Frankrig?

CL: Ja, og så har jeg været på højskole i Danmark i to somre, så der har jeg også lært lidt, men også i Grønland. Jeg blev meget bedre til at tale dansk, mens jeg var i Grønland, fordi jeg skulle snakke dansk hele tiden.

FL: Ja, det er jo et stort sprog deroppe.

CL: Ja, og der var ikke nogen som kunne fransk. Og det er ikke det samme at snakke engelsk, som at snakke dansk. Og jeg tror, at de fleste grønlændere er bedre til dansk end de er til engelsk. Jeg kunne også stille nogle mere komplicerede spørgsmål og de kunne fortælle mig mange flere ting på dansk end på engelsk.

 

FL: Du er født i Frankrig, du har rejst mellem Frankrig og Danmark, og nu har du også været i Nuuk. Hvad er dit eget forhold til ’hjemme’ lige nu?

CL: Det er lidt sjovt, for jeg tænkte faktisk over det i går. Jeg skal tilbage til Frankrig her i juli og august, inden jeg rejser til Nuuk igen. Og jeg tænkte, det bliver lidt mærkeligt at komme tilbage. Det er det altid, når man har været væk i flere måneder. Paris er min hjemby, og jeg føler mig hjemme i Paris, men ikke sådan 100%. Og jeg kan godt mærke, mit forhold til Paris har ændret sig i forhold til andre, som kun har været kort ude af byen på ferie, men som ikke rigtig har oplevet noget så anderledes som fx Grønland.

Så jeg kan faktisk ikke rigtig svare på, hvor er mit ’hjem’. Det ved jeg ikke. Lige nu, der er det ligesom – jeg tror faktisk, det er forskellige steder. Eller, måske, der er et sted i Frankrig, hvor jeg føler mig sådan rigtig ’hjemme’. Det er hos min mormor, som bor lidt væk fra Paris i et stort hus i en landsby. Det er også min barndoms sommerhus. Og det, tror jeg, er på en måde mit ’hjem’. Hvis jeg føler mig helt træt, og skal tage hen et sted for bare at slappe af, så tænker jeg altid, det er dér, jeg skal rejse hen og blive en uge eller to.

FL: Så der har du følelsen af, nu tager jeg hjem?

CL: Ja, præcis. Men jeg tror også, det har noget at gøre med, at det er et familiehus. Det er her alle i familien mødes hele tiden. Min bror bor i Tjekkiet nu, og min søster bor i Østrig, så vi er ikke så ofte sammen, så når vi ses, så mødes vi hele tiden i det hus. Men det er stadig svært at svare på, det her med, hvor ’hjemme’ er.

FL: Hvornår besluttede du, at du ville flytte til Danmark?

CL: Da jeg rejste til Grønland i januar, tænkte jeg over, hvad jeg skulle bagefter. Jeg havde faktisk ikke lyst til at tage tilbage i Paris. Alle mine venner i Paris har en helt anden livsstil end mig, enten studerer de stadig, eller de arbejder med noget helt andet. Der er ikke nogen, som er fotografer og rejser meget, som jeg gør. Jeg skulle også forberede udstillingen her, og det ville være meget nemmere, hvis jeg var her i Danmark. Så jeg tænkte, at måske skulle jeg prøve at bo her. Jeg har været på ferie her, og på højskole, men jeg har ikke rigtig oplevet, hvordan det er at bo i Danmark. Jeg tog hertil i starten af marts, og så fandt jeg et arbejde på en fransk restaurant her. Det eneste spørgsmål de stillede til jobsamtalen var: ’Okay, kan du fransk? Kan du dansk? Godt, du kan starte på mandag.’ Okay, tak.

 

FL: På din udstilling har du både portrætfotos og fotos af landskaber fra Nuuk. Nu er dine billeder s/h, og det giver selvfølgelig en særlig stemning. Men billeder fra Grønland er tit meget farverige og viser den smukke natur, men dine er lidt mere dystre, og der er tåget og overskyet. Er det et bevidst valg?

CL: Det er bare den måde, jeg arbejder på, og som jeg altid har gjort. Ja, det er lidt min stil. Jeg har altid blandet de to, portrætter og landskaber, eller portrætter og objekter, for at fortælle en historie. Der var faktisk en masse folk, som spurgte mig: ’Hvorfor tager du ikke farvebilleder af den smukke natur i Grønland?’ Men de eksisterer jo allerede. Man kan se den slags billeder alle steder. Det er ikke interessant for mig at gøre det, som alle andre gør. Jeg tænkte: Selvfølgelig kunne jeg gøre det. Der er jo masser af muligheder. Man skal bare ud af huset, og så er naturen, og det hele der. Men det var ikke det, jeg havde lyst til at fortælle. Jeg ville finde nogle bygninger og steder, som gav mening, og som ville fortælle den historie, jeg gerne ville fortælle om Nuuk. Og det var ikke smukke naturbilleder.

FL: Men de er jo meget smukke alligevel, de har bare denne her særlige stil. Og så har du jo også en masse tekster til billederne.

CL: Det var faktisk det, som var det sværeste at lave. At skrive de tekster. Jeg lavede også interview med folk, inden jeg lavede et portræt af dem. Så sad vi måske en time over en kop kaffe og snakkede og jeg skrev en masse ting ned. Det var lidt kaotisk, for jeg skrev noter på både fransk, dansk, og engelsk, og da jeg så kom hjem bagefter, tænkte jeg: Hvad skal jeg gøre med det her, altså. Jeg brugte to måneder bagefter på at skrive alle teksterne. Jeg ville gerne skrive noget mere poetisk end bare en lille biografi, a la: Han blev født her, han studerer her og nu bor han i Nuuk. Det tænkte jeg ville være lidt kedeligt. Jeg brugte også det meste af tiden på at finde en lille anekdote, eller en lille historie om den person, jeg tog portræt af, som ville fortælle lidt mere om hans eller hendes liv. Sommetider var folk rigtig gode til at snakke, og fortalte en masse historier og andre gange var det mere mig, som skulle grave informationerne frem, og stille en masse spørgsmål.

FL: Jeg synes, du er lykkedes rigtig godt med at lave nogle både meget poetiske historier, og også nogle meget forskellige. Jeg synes faktisk, det var en ligeså stor del af udstillingen at gå og læse de her tekster.

CL: Ja, de er begge to vægtet, både billederne og teksterne. De hører sammen, for billederne uden tekster, de fortæller ikke rigtig noget.

FL: Det er jo nogle flotte billeder i sig selv, men teksterne giver så lige noget ekstra med den lille historie.

CL: Præcis. Derfor vil jeg også rigtig gerne lave en bog med både teksterne og billederne. Det er svært at finde penge til det, men jeg er i gang med at undersøge, hvordan jeg kan lave det.

FL: Er der ligesom noget særligt du håber, folk tager med sig, når de har set din udstilling?

CL: Ja, jeg vil gerne at danskerne, ligesom ændrer deres billede af Grønland. Af, hvad det er. Og det er allerede lykkedes lidt, for alle mine danske venner, der kom til ferniseringen, sagde til mig: ’Okay, vi vidste slet ikke, at der også er koreanere, thailændere osv. i Grønland.’

 

FL: Hvad gjorde størst indtryk på dig, da du kom til Grønland?

CL: Jeg tænkte inden, det ville være naturen, men jeg tror faktisk mest, det var menneskerne. Grønlænderne er bare rigtig søde. Og alle var så flinke til at hjælpe mig. Jeg blev inviteret med ud at sejle, og jeg blev også inviteret til kaffemik flere gange. Også hos folk, jeg ikke kendte.

En dag mødtes jeg med en familie, som jeg havde fået kontakt til via en fælles veninde. Jeg havde lyst til at følge efter et barn med mit kamera, som skulle i skole for første gang, og vi mødtes sådan fem minutter inden. Jeg havde først kun lige mødt dem dér, og efter skolen inviterede de mig også med hjem til kaffemik. Pludselig havde jeg en følelse af at være en del af familien, selvom jeg kun havde kendt dem i få timer. Det var en grønlandsk familie, men alle snakkede kun dansk, fordi jeg var der. De havde lyst til, at jeg skulle kunne forstå det hele. Den dag var rigtig speciel.

Først tænkte jeg jo: Jeg skal til Grønland og jeg skal snakke dansk. Hvad nu, hvis jeg skal ind i en butik, og jeg snakker dansk, måske vil de blive sure på mig. Jeg var ikke sikker på, om de kunne lide at snakke dansk, eller den danske kultur, men det kan de. I hvert fald i Nuuk. Jeg tror også de fleste i Nuuk har boet eller studeret i Danmark, så de har måske et anderledes forhold til Danmark, end man har andre steder i Grønland. Og så bruger de jo dansk hver dag fx på arbejdet. Her i Danmark spørger folk altid, hvor jeg kommer fra, fordi jeg har lidt accent, men det spurgte de aldrig om i Grønland.

FL: Det er måske også lidt, fordi de selv har dansk som deres andet sprog.

CL: Ja, præcis, så vi var faktisk i samme situation.

FL: Min ide med bloggen er også, at jeg rigtig gerne vil promovere Nuuk. Hvis du ligesom skulle sælge Nuuk til nogen, der ikke har været der – hvorfor skulle de så tage til Nuuk?

CL: Fordi det er fantastisk! Der findes masser af muligheder i Nuuk. Man kan opleve alt, som man kan opleve her faktisk, MEN også naturen, ja. Den første uge jeg var i Nuuk, fik jeg at vide, at man også kunne spise sushi, tage på diskotek, se udstillinger. Det vidste jeg ikke, før jeg kom dertil. Jeg var sådan: Okay, men så er det jo ligesom en almindelig storby. Men naturen omkring Nuuk er også fantastisk, så, når man er træt af det her byliv, så kan man bare tage ud og sejle, eller tage en tur op på Store Malene (et stort fjeld. Red), eller stå på ski om vinteren en weekend. Det har jeg gjort flere gange, og det var bare fantastisk.

FL: Du har masser af planer for den nærmeste fremtid, men er der noget særligt du drømmer om længere fremme? Er der nogle særlige retninger, du vil gå? Og tænker du det med Grønland ligesom har bidt sig lidt fast?

CL: Jeg tror min drøm er bare at fortsætte sådan her. At få nye projekter i Grønland, eller måske andre steder, men jeg vil gerne fortsætte med at arbejde i Norden, for jeg kan ikke lide varme steder. Jeg vil rigtig gerne arbejde i Grønland igen, for jeg synes, det bliver meget mere interessant, når man kender det sted, man arbejder i. Der er mange fotografer som rejser, sådan to uger et sted og så to uger et andet sted i verden. Men hvad kan de fortælle efter to uger? Og når de så heller ikke taler det samme sprog som folk. Det er ikke den måde, jeg har lyst til at arbejde på. Jeg vil hellere arbejde, måske ikke det samme sted hele tiden, men lidt i de samme områder. Blive det samme sted i længere tid, så jeg kan fortælle noget lidt dybere end bare: Okay, jeg har været der som en turist, og nu tog jeg nogle turist billeder og nu skal jeg lave noget med det.

FL: Det kan jeg godt følge dig i, for det kræver jo lige noget tid at komme lidt dybere ned, end hvad man måske lige kan nå på et par uger. Især når man tager hen et sted som fotograf, for lige at nå lidt ned i de dybere historier.

CL: Ja, fordi jeg bruger også filosofien i mine projekter. Og det er vigtigt for mig bare at være et sted et par uger i begyndelsen, hvor jeg ikke rigtig laver noget, men bare prøver at forstå: Okay, hvad sker der her, hvad skal jeg fortælle og hvad skal jeg undersøge. Jeg har brug for at være flere måneder samme sted, før jeg rigtigt kan begynde at arbejde med det.

 

Billedtekster til fotos nederst i artiklen & alle s/h fotos: ©Charlotte Lakits.

Udstillingen ”TELL ME ABOUT HOME” kan ses på Institut Français (Det Franske Institut) i København indtil d. 5. August. Se åbningstider og kontakt på deres hjemmeside www.institutfrancais.dk. Charlotte Lakits er i gang med at forberede en udstilling til Nuuk Nordisk (7. – 13. oktober) og rejser til Qaqortoq 5. september for at arbejde på udstilingen med de unge i GUX-Qaqortoq. 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *