Fotografi,  Grønland,  Oplevelser

Carsten Egevangs Grønland: rå skrøbelig skønhed

Det er først nu, at det går op for mig at det foto, jeg har passeret ad flere omgange, faktisk er en isbjørn. Man kan kun se lidt af dens underkæbe og forpoterne, og det er taget så tæt på, så jeg har følelsen af, at jeg bare skal række hånden frem, så vil vandet der hænger i pelsen dryppe ned på mine fingre.

Carsten Egevang var meget tæt på isbjørnen. Det fortæller han, mens vi kigger på billedet. “Vi” er undertegnede og en mindre gruppe, og vi er til en særrundvisning “I Carsten Egevangs Univers” i udstillingen “Siku Ajorpoq” på Nordatlantens Brygge midt i januar. 

Her udstiller Carsten Egevang lige nu sammen med den islandske fotograf Ragnar Axelsson. De har begge rejst i Grønland gennem flere årtier og dokumenteret, hvordan livet er i de fjerneste og mest øde egne af Grønland, hvor mennesker lever i tæt samspil med og afhængighed af den barske arktiske natur. Og de har begge vundet stor anderkendelse for deres arbejde, som har været publiceret i magasiner og bøger og udstillet i mange lande. Denne fælles udstilling har taget flere år at få på plads fra ideen opstod, fortæller Carsten Egevang, og det har været lidt af en drøm at få den realiseret.

I november var jeg til “Arktisk Festival” på Nordatlantens Brygge og her var jeg så heldig at få plads til en artist talk mellem de to fotografer i anledning af udstillingen. Snakken kredsede bl.a. om, hvad det kræver at komme så tæt på motiverne af mennesker og dyr. Og så blev der også talt en del om det særlige ved det sort/hvide fotografi, da alle udstillingens billeder er i sort/hvid. Særligt nu hvor de fotograferer et så overvældende smukt og farverigt sted som Grønland. Det kommer Carsten Egevang også ind på i rundvisningen.

Ved at fjerne farverne, og dermed fokus på det naturskønne, som man ofte forbinder Grønland med, tvinges beskueren til at kigge på fotoet på en anden måde. Dét, der udspiller sig på billedet kommer helt i fokus, da der ikke er noget til at distrahere. Billederne får også et mere råt udtryk i sort/hvid, som her blot understreger billedernes motiver og ikke mindst det barske landskab og de fjerne verdensegne vi befinder os i. Her er slædehunde i snestorm, fangere på isen og isbjerge og fjelde man slet ikke forstår den voldsomme volume af. Kulden der fryser sneen fast i huden og isens nuancer, der næsten får landskaberne til at se uvirkelige og kunstige ud. Netop det sort/hvide gør, at en særlig detaljerigdom står frem i billederne, og man kan dvæle længe ved hver enkelt foto. Hvor man skiftevis må helt tæt på, for at studere detaljer, for så derefter at trække sig tilbage og zoome blikket ud, for at få det hele storslåede med. 

Både ved artist talken og rundvisningen snakkede Carsten Egevang også om processen i hans overgang fra farvebilleder til sort/hvid. Og hvordan han oplevede at finde fotos frem, der ikke gjorde særligt væsen af sig i farver, men som så helt skiftede udtryk, når de blev forvandlet til sort/hvid.

Selvom Carsten Egevang og Ragnar Axelsson har hver deres personlige stil, så smelter billederne på udstillingen sammen til en helstøbt oplevelse, og man glider elegant fra den enes værker til den andens.

Udstillingens titel “Siku Ajorpoq” betyder “Isen er usikker” på grønlandsk, og det skal tages helt bogstaveligt. Grønland er det sted på jorden, hvor klimaforandringer er til at føle på. Fordi ændringer i klimaet her foregår med dobbelt hastighed, fortæller Carsten Egevang, med store konsekvenser, for de mennesker der lever der. Hvor klimaet i Grønland tidligere fulgte et mønster med årstiderne, der gjorde at man med sikkerhed vidste, hvornår man kunne køre ud på isen, så er forholdene nu usikre og uforudsigelige. Det har ikke kun betydning for de egne af Grønland, hvor man stadig er afhængig af og lever af fangst, som på udstillingens mange fotos. Det har også stor betydning for Grønlands dyreliv. Ligesom menneskene må dyrene finde nye ruter for at finde føde.

Det er selvfølgelige en særlig oplevelse, og ekstra luksus, at nyde en udstillings fotos, mens fotografen selv viser rundt og fortæller. Men hvert enkelt foto bærer masser af fortælling i sig selv. Carsten Egevangs univers viser Grønland fra en rå, skrøbelig og ufatteligt smuk side. 

Er du bare det mindste nysgerrig på eller vild med Grønland, så er udstillingen et must-see! Den viser et anderledes Grønland end de fleste nok kender. At Grønland er et helt særligt sted på jorden. En ubegribelig storslået natur, vi må værne om og passe på, inden det er for sent.

Udstillingen “Siku Ajorpoq” kan ses frem til 8. marts og vær opmærksom på at den fordeler sig på to etager, så du får det hele med. Har du ikke besøgt Nordatlantens Brygge før, så er det også en god anledning til det. De har også en rigtig dejlig lille cafe, hvor du kan købe lækkert design, tøj, smykker, kort og bøger fra Grønland, Island og Færøerne, og hvor du også kan nyde en Grønlandsk øl.

Selvom jeg nu har set udstillingen to gange, så vender jeg nok tilbage en gang mere. Lige nu er jeg nemlig fordybet i to fotobøger af Carsten Egevang, som jeg købte efter rundvisningen, og som iøvrigt også ligger og kan ses der. Han fortalte nemlig, at de begge var tæt på udsolgt fra forlaget. Så et par dage efter vendte jeg tilbage til Nordatlantens Brygge for at købe “Et liv på kanten” med fotos og fortællinger fra Scoresbysund i Østgrønland, som ligger tæt på verdens største nationalpark, og så var jeg også så heldig at opstøve “Grønland – dyrenes og menneskes land” i et antikvariat få dage efter. Selvom Carsten Egevang har været på banen i mange år, så er det først nu med denne udstilling, at han er landet i mit univers. Grønland er ikke bare et stort land at få øjnene op for, der åbner sig også en gaveskattekiste af opdagelse af folk, der har kastet blikket samme smukke vej.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *