Sprog

Grønlandsk for begyndere 1

… eller “Lidt om at lære sprog” kunne også have været overskriften for dette indlæg. For i dette første afsnit om mig og det grønlandske sprog skal det handle lidt om mit første møde med det unikke sprog og mit forhold til at lære sprog sådan i det hele taget …

Det var midt i en koncert med Frederik Elsner (forsanger i det grønlandske band Nanook) i ”Det Grønlandske Hus” i København i november sidste år, at tanken pludselig ramte mig: Jeg vil lære grønlandsk! Dér, mens det grønlandske sprog foldede sig så smukt og betagende ud i hans stemme og sang, blev jeg grebet af et stærkt ønske, om at kunne forstå hvad de ord, han sang, betød. Hvad sangen handlede om. At kunne afkode disse smukke lyde og ikke mindst, selv at kunne frembringe dem. Hvis folk kan lære japansk og arabisk, lære helt nye skriftsprog, så kan jeg da også lære grønlandsk, forsatte mine tanker derudaf, efter stemningen havde frembragt følelsen af nye uendelige muligheder. Det er dét (live)musik kan. Hvorfor skulle jeg ikke kunne lære grønlandsk? 

Det grønlandske sprog var ikke nyt for mig, ej heller Frederik Elsners sange. Jeg havde en signeret CD med dem med hjem i kufferten, da jeg tidligere på året rejste fra Nuuk, hvor jeg havde boet og arbejdet i 5 1/2 måned. Her var jeg omgivet af sproget hver dag, dog uden helt samme mod på at kaste mig ud i det. Jeg lyttede til det grønlandske sprog på gaden, i bussen, på mit arbejde på biblioteket og forsøgte at stave mig igennem det, når jeg som bibliotekar skulle slå grønlandske ord op eller lave skilte til udstillinger. Jeg lærte mig småord, som Aluu (hej), Takuss´(Vi ses), Baaj (farvel), Illillu (i lige måde), Ajunngilaq (det er fint). Og accepterede at dybere blev forholdet mellem det grønlandske sprog og mig nok bare ikke. For åh, hvor var ordene dog svære at udtale, og hvordan skulle disse lange lange ord, som i virkeligheden er én lang sætning af sammensmeltede ord, nogensinde kunne give mening for mig? 

Det var ikke fordi, jeg ikke var nysgerrig på sproget eller betaget af det. Ligesom jeg var omgivet af folk, som meget gerne ville lære fra sig. Men jeg klarede mig jo fint med det danske, og havde også læst inden min ankomst, at grønlandsk skulle være et af de sværeste sprog at lære af alle verdens sprog. Jeg havde fået en introduktion til sproget, så jeg forstod dets opbygning, hvor de lange ord består af en masse ord, der er sat sammen som legoklodser. Og at ordstillingen er omvendt lidt a la ligesom på tysk. Intet af det lød jo nemt at have med at gøre. Og det dér med sprog, var jo i det hele taget heller ikke lige dét, som jeg havde mest talent for… Så! 

Der findes en hel del antagelser og myter omkring det at lære sprog, som jeg tror stadig lever hos mange, og som gør at de fleste af os opgiver. Hvis ikke på forhånd så måske, når det begynder at blive lidt svært, og man rammer de mure, man altid støder ind i før eller siden, når der skal læres nyt. Det har i hvert fald været min egen oplevelse. Som de fleste andre klarer jeg mig udover mit modersmål pænt på engelsk. Men det er også det eneste fremmedsprog, hvor jeg kan føre en dybere samtale.

Jeg har selv typisk brugt disse antagelser som ”undskyldning” og stopklodser overfor mig selv, når jeg er gået i stå med at lære et nyt sprog. Som fx italiensk, hvor jeg to gange (godt nok med en del års mellemrum) er startet på begynderholdet og arbejdet mig op på et vist niveau, hvor det så begyndte at blive svært: 

  • Enten har man flair / talent for det med sprog, eller så har man ikke og skal kæmpe ekstra (urimeligt) hårdt for det (jeg hører til i sidstnævnte kategori!)
  • Jo ældre man bliver, jo sværere bliver det (hvis ikke nærmest umuligt!)
  • Hvis man virkelig skal lære et sprog, så skal man bo i landet (og hvornår kan man lige flytte til Italien?)

Men i verden anno 2019 med internettet, moderne hjerneforskning* og en uendelig række af bøger om, hvad det virkelig er der skal til, for at blive god til noget** (og det er ikke et særligt medfødt talent!) – er der heldigvis en del at hive fat i, der kan udfordre disse antagelser.

I min nyfundne tilgang til at lære sprog – hvor der lidt paradoksalt åbenbart skulle mødet med verdens sværeste sprog til – er jeg nemlig stødt på mange vinkler, der viser nye veje til sprogindlæring – få jeg allerede har praktiseret lidt før (fx mødtes jeg med en italiener i København, der gerne ville blive bedre til dansk, da jeg gik til italiensk – og således fik vi snakket begge sprog og fik begge noget ud af møderne), og en hel del nye, som jeg skal til at udforske. Meget mere om dem i de næste indlæg om sprog. 

Jeg holdt (heldigvis) fast i tanken, selv efter lyden af det smukke sprog var tonet ud efter koncerten, og således satte jeg mig på skolebænken igen i januar i år til “Grønlandsk 1” på Studieskolen – så selvom jeg nu ikke længere bor i Grønland, kan jeg sige ikke bare flere ord, men også enkelte sætninger. Og det sprog som ved første øjekast syntes helt utilnærmeligt, åbner sig nu langsomt op.

Og det gør det ikke mindst, fordi den undervisning vi har haft, har været fyldt med latter. Vi leger især sproget ind med lege i klasselokalet og spil, som ludo og vendespil og Kahoot! Det er så meget nemmere at lære, når man samtidig har det sjovt og det har været skønt med et forår, hvor hver mandag var noget jeg glædede mig til. Der har ikke været en undervisningstime, hvor vi ikke har grinet undervejs.

Grine (af mig selv) måtte jeg også da jeg allerførste gang stod med det grønlandske sprog, et par uger inden jeg skulle til Nuuk og arbejde, og (lidt naivt måske) tastede et par grønlandske ord ind i ”Google translate” – for selvfølgelig at opdage, at grønlandsk ikke var på listen over sprog Google forstår. Der er ellers en hel del særlige sprog på den liste. Men selvfølgelig er der også lidt flere, der taler både kinesisk, zulu og javanesisk. Men det illustrerer meget godt, at grønlandsk er et lidt særligt sprog at nærme sig.

At skulle lære et helt nyt sprog som voksen, er virkelig at komme ud af comfortzonen, for man er “begynderen” igen på en måde, hvor man vil lave masser af fejl og komme på glat is, man vil “dumme sig” og uanset hvilken rolle eller status, man ellers har i alle mulige andre sammenhænge, så er vi alle lige i klasseværelset igen. Lige nysgerrige, lige usikre, lige frustrerede, lige opsatte på at knække koden til dette nye sprog, vi har sat os for at lære. En fælles interesse for et sprog er også en fælles interesse for et land og en kultur og så bliver det som regel udvisket og ligegyldigt, hvem man ellers er. Hurtigt opstår der en særlig sympati og snakken flyder let. Det særlige ved Grønland er også, at det er et land, som ikke så mange har besøgt, da det er dyrt at rejse til. Så der opstår hurtigt en følelse af fællesskab, når men møder nogen, som har været i samme by som en selv. 

Lige nu holder undervisningen sommerferie, så indlæringen er på egen hånd og jeg er tilbage igen på Memrise, som jeg var rigtig flittig til at bruge i starten. Hvor det så også tilsvarende gik rigtig hurtig med at lære en masse nye ord. Og få dem til at sidde fast! Det er en app af den slags, der efterhånden findes en del af og en super genial måde at lære sprog på, hvis I spørger mig. Man kommer rundt om de samme ord og vendinger igen og igen, men hører sproget og app´en regner selv ud, hvor der skal gentages. Den har også sjove huskeregler for ordene. Og netop dette med husketeknikker er noget af det, jeg vil skrive mere om i næste indlæg om grønlandsk for begyndere, samt zoome lidt mere ind på selve det grønlandske sprog 🙂 Takuss´!


Noter:

* Nok kan børn have et forspring i indlæring via den konstante dannelse af nye nerveceller i hjernen (neuroner), men moderne hjerneforskning fokuserer i høj grad på at hjernen er plastisk, altså at den ændrer og udvikler sig gennem hele livet, afhængig af hvordan vi bruger den og hvad vi oplever. Læs f.eks. Hjernen er stjernen af Kaja Nordengren og Anette Prehns bøger om hjernen.

** Der findes mange bøger, der handler om synergien mellem læring og talent (som ikke er forundt de få, men noget vi alle kan udvikle), og hvad det dybest set er der skal til, for at blive rigtig god til noget. Jeg har bla. haft glæde af disse: Talent: spørgsmålet er ikke om du har talent, men hvordan af Claus Buhl (Gyldendal Business, 2010) – fin lille teaser i denne artikel på Kforum af forfatteren – og Gnist: personlig styrke gennem passion og vedholdenhed af Angela L. Duckworth (Gyldendal Business, 2017) og Du er hvad du tænker: den nye mindset-teori om vejen til succes af Carol S. Dweck (Gyldendal Business, 2006).

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.