Grønland,  Perlesyning

Grønlandsk perlesyning 1

Det er ikke fordi, den grønlandske stemning er udeblevet, at der nu er gået næsten en måned siden sidste indlæg. Tværtimod! Jeg er næsten omkring det grønlandske sprog dagligt, når jeg terper ord med appen Memrise som supplement til “Grønlandsk 1” på Studieskolen, hvor jeg går hver mandag. Jeg har været til spændende og helt fyldt foredrag om Inuit tatoveringer og kvinderoller i Det Grønlandske Hus og denne uge har budt på to filmaftener ved “Nordatlantiske Filmdage” på Nordatlantens brygge, hvor jeg onsdag så “Lykkelænder” og fredag aften genså den vildt smukke og dramatiske spillefilm “Anori” – første grønlandske spillefilm skrevet, instrueret og produceret af en kvinde – som jeg også så ved den danske præmiere i Grand i starten af februar. Så kalenderen har været pænt fyldt. Men her skal det handle om grønlandsk perlesyning og tiden skal skrues en måneds tid tilbage, hvor jeg indfandt mig på Nordatlantens Brygge til foredrag og workshop om netop det. Men allerførst skruer vi tiden endnu længere tilbage til mit første møde med perlesyning i Grønland omkring samme tid sidste år.

Den flotte grønlandske nationaldragt fotograferet i cafe´en på Nordatlantens brygge.

Den store farverige perlekrave, der hører til den flotte grønlandske nationaldragt er nok det første billede, der toner frem hos de fleste, når snakken falder på Grønland og perlesyning. Håndarbejde er meget udbredt i Grønland og en del af det moderne liv, som trækker tråde langt tilbage historisk og med dybe rødder i traditionen. Personligt havde jeg ingen anden viden, eller forhold til perlesyning, end netop nationaldragtens perlekrave, inden jeg selv kom til Grønland sidste år.

Her blev den store kreative praksis blandt alle min grønlandske kollegaer hurtig tydelig. Ikke alene bar de smykker og assessories i sælskind, perler mm. De lavede dem også selv. Da en af mine kollegaer skulle afholde et kursus i perlesyning på biblioteket, hvor jeg arbejdede, blev min nysgerrighed vakt. Jeg fotograferede både flotte perlehalskæder til plakaten og ved eventet, hvor deltagerne ivrigt kastede sig ud i kunsten, – mens jeg beundrede de mange flotte perlehalskæder og kraver, som min kollega havde taget med, som endnu flere eksempler på, hvad det hele kunne ende med. Kort efter spurgte jeg hende, om hun ikke også ville vise mig, hvordan jeg selv kunne komme igang. Og det ville hun heldigvis gerne. 

Første kreation til privat undervisning i grønlandsk perlesyning i foråret 2018 i Nuuk.

 

Perlesynings-workshop på Nordatlantens Brygge februar 2019

Det skal siges, at jeg anser mig selv for at være ganske kreativ og lærenem. Bare ikke lige, når det kommer til håndarbejde. Jeg er ikke særlig fiks på fingrene, og har aldrig lært eller dyrket hverken strikning eller syning. Men perlesyning skulle åbenbart vise sig at være mit skjulte talent i det univers. Indtil videre går det i hvertfald ganske fint.

Perlesyning handler især om at mestre tre ting – fokus, tålmodighed og vedholdenhed. Dyder som jo generelt er gode at dyrke i alt, man gerne vil blive god til! Der er meget tællearbejde undervejs – hvilket gør det til en ganske meditativ aktivitet. Det er svært at lade tankerne flyve andre steder hen, for så går der hurtigt kludder i syningen af mønstret. Det skønne er at man fra start kan lave sit eget unikke mønster. Hvilket i øvrigt også gælder for den store perlekrave til nationaldragten. Hver krave er unik med sit eget personlige farvemønster. Da jeg besluttede at jeg ville lave min første perlehalskæde i et sort / hvidt mønster var det i første omgang udfra et ønske, om at skabe et meget enkelt udtryk. Og med inspiration fra Channels klassiske flotte dragter, hvor det sorte og hvide spiller enkelt og rent op imod hinanden – og så var jeg i høj grad også inspireret af at have set andre arbejde med perlerne i samme enkle farveskala.

Perlekæde i s / h mønster syet i Nuuk i 2018.

Da jeg boede i Nuuk i 2018 havde Inuk Design en butik, hvor grundlæggeren Lis Stender havde udstillet sin nationaldragt, som helt modsat den traditionelle farverige dragt, er holdt i sort / hvide farver. Den helt særlige smukke dragt er der en personlig og meget rørende historie bag. Kunstneren Lisbeth Karline Poulsen lavede en helt hvid nationaldragt som en del af sin udstilling “The Whiteout” i 2014, som stillede spørgsmålet; hvor er vi på vej hen, hvis vi nulstiller det hele og står med et hvidt blank lærred. Den dragt er også virkelig flot og var iøvrigt også med i filmen “Lykkelænder”, jeg så i denne uge.

Og nu tilbage til workshoppen, jeg havde meldt mig til for en måned siden. Som forstås var jeg således ikke helt nybegynder ud i grønlandsk perlesyning og havde mest af alt meldt mig til, for at komme igang igen. Workshoppen blev holdt af den grønlandske designer Aviaaja Kleist Burkal, som startede med at holde et grundigt og spændende oplæg om perlernes historie, hvor jeg også lærte nyt, selvom jeg også her kendte noget i forvejen – og herefter gik vi så igang med syningen udfra en udleveret opskrift. Denne gang besluttede jeg at tilføre lidt farve til kreationen – den fine lyserøde, som ses en del i modebilledet lige nu, og som jeg selv er ret vild med. Det var skønt at have perler mellem fingrene igen, og forhåbentlig varer det ikke alt for længe, inden der kommer mere om perlesyning her og jeg kan vise nogle nye kreationer frem.

Det var i det hele taget en rigtig hyggelig eftermiddag med god stemning og masser af kreativitet. Og som blev afsluttet med endnu et inspirerende besøg i den daværende udstilling af modedesigner Jørgen Simonsen og hans kollektion “Iskrystalprinsessen vol. II” med grønlandsk inspireret Haute Couture. En udstilling som jeg så både i forbindelse med en debataften i januar og en rundvisning af designeren selv i december måned. Og hvor vi også fik historierne bag de eventyrlige og vilde perlekreationer, der indgår i den smukke og fantastiske kollektion. Tænk hvis jeg kunne skabe noget, der bare ligner dem en lille bitte smule en dag!

Smukkeste perlekrave i Haute Couture kollektionen “Iskrystalprinsessen vol. II” af designeren Jørgen Simonsen på Nordatlantens Brygge 2018 / 2019.