Grønland

Velkommen til bloggen

Hvorfor denne webside / blog? Og hvorfor denne titel?

I 2018 tog jeg til Nuuk for at arbejde og var der 5 1/2 måned. Jeg havde aldrig været i Grønland før og min viden om Grønland var nok som den gennemsnitlige danskers – begrænset og pænt klichéfyldt. Mødet med det Grønlandske arktiske klima og den storslåede natur var selvfølgelig noget af det, som gjorde stort indtryk – men mest af alt var det især mødet med det helt almindelige moderne hverdagsliv, som leves i Nuuk og det rige mangfoldige kulturliv som lever side om side med de gamle traditioner, myter, sagn og symboler, som satte spor. Og det er lige præcist dét, jeg ønsker at udforske og formidle her.

De karakteristiske skure ved busstoppestederne i Nuuk

Hvorfor titlen?

In a New York Minute er et kendt udtryk, der også har lagt navn til adskillige musiknumre, film, bøger… Og mange fristes til at bruge kælenavnet ”Nuuk York” for Grønlands hovedstad Nuuk; men byen ligger nu heller ikke langt fra den ikoniske smeltedigel på landkortet og er på mange måder sin helt egen lille arktiske metropol, hvis størrelse i kvadratkilometer (690) og antal indbyggere (tæt på 18.000), slet ikke siger noget som dens coolness-faktor og vibe. Her bor og arbejder folk fra mange lande, hvilket giver byen et internationalt touch samtidig med at det særligt grønlandske skinner igennem overalt. Fra varerne i køledisken (fx snekrabber) i supermarkedet, til beklædningen (støvler, jakker, vanter, tasker mm i sælskind), til de gamle huse i de rene klare farver, til det grønlandske sprog – som lyder så betagende, er så svært at udtale og som nogen har vurderet til at være det sværeste at lære af alle verdens sprog. Et sprog jeg selv lige er gået igang med at lære, – det vil man også komme til at høre meget mere om her på bloggen.

Som sagt er mange danskeres viden om Grønland (forbløffende) lille, taget i betragtning at det er et land, vi er i Rigsfællesskab med. Det samme var min også. Heldigvis er der nu flere, der vil arbejde på at danskernes viden om Grønland bliver større. Det er et KÆMPE stort land med forskelle i klima, natur og levevis.

Smukke Qinngorput – en af Nuuks to forstæder

I New York går tiden hurtigt. ”In a New York Minute” er et udtryk født ud af, hvor hektisk alting går i NY. I Grønland går tiden anderledes. Det var en af de første ting, jeg lærte om landet. I Grønland kender naturens kræfter nok til årstider, men at være så underlagt en vild natur gør at man er nødt til at leve mere i nu´et. Man kan lægge planer og lave aftaler, men alt kan hurtigt ændres af en pludselig snestorm. Sneen betyder helt konkret, at man må sætte tempoet ned. Fly bliver nemt forsinkede og ja, sådan er det hele tiden.

Mine 5 1/2 måneder i Nuuk satte spor. Og siden jeg kom hjem til Danmark og København igen har jeg fortsat med at dyrke det grønlandske, hvilket der heldigvis er gode muligheder for både i Det Grønlandske Hus og Nordatlantens Brygge, som begge steder byder på masser af arrangementer med grønlandske kunstnere, foredrag og udstilinger. Og så er jeg som nævnt startet til grønlandsk.

Tanken med bloggen er mit personlige bidrag til at udbrede kendskabet til landet, jeg selv har forelsket mig i – især at skabe et mere nuanceret nutidigt billede, – kendskabet til hovedstaden Nuuk, som har masser at byde på, hvis man ønsker at besøge landet som turist og ikke mindst bare dele min begejstring for den rige grønlandske kultur fra litteraturen til film, musiklivet og perlesyning, fra moden til mad, kunsten og de mange fortællinger … håber at kunne inspirere og berige jer, der læser med!

Felicia Lensborn

Flotteste gåtur hjem fra arbejde i skumringen